Fortsæt til indhold

Toptrænede hunde fra Ryomgård til VM

To garvede hundeførere udtaget til at forsvare Danmarks farver ved VM

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Det bliver den ultimative oplevelse for to lokale hundeførere, Børge Sommer, 78, og Martin Mortensen, 67, når de i dagene 21.-24. oktober deltager i verdensmesterskaberne for såkaldt stående jagthunde.

Begge er bosiddende i Ryomgård, nære venner og mangeårige dyrkere af sportsgrenen. Faktisk startede Børge Sommer helt tilbage i 1973, mens Martin Mortensen lidt senere fulgte efter.

VM på dansk grund

Verdensmesterskaberne er i år henlagt til Vendsyssel.

Flere lokale landmænd har lagt jord til arrangementet, som Dansk Kennel Klub er ansvarlig for. Børge Sommer og Martin Mortensen deltager med deres respektive hunde i kategorien Engelske Racer.

“Vi forventer at kunne gøre en god figur, men konkurrencen bliver benhård,” siger Børge Sommer. “Der kommer deltagere fra over 30 nationer, og mens vi dyrker sporten på hobbyplan, så er deltagerne fra Sydeuropa - og især Italien - professionelle,” supplerer Martin Mortensen.

De to Ryomgård-ekvipager kvalificerede sig til VM ved et udtagelsesstævne i Kerteminde lige efter sommerferien.
Her mødte de cremen af toptrænede danske jagthunde. Børge Sommer med Pointer Oluf tog førstepladsen, Martin Mortensen med Pointer LN´s Pointmanns Piere besatte andenpladsen.

“Vi to og to andre hundeførere plus en reserve udgør det danske landshold ved mesterskaberne,” forklarer Martin Mortensen.

“Vi er meget spændte på, hvilken linje de uvildige dommere vil lægge for dagen. Traditionelt bliver der dømt lidt anderledes ved VM end når vi konkurrerer i Danmark,” siger Børge Sommer, der selv har udøvet dommergerningen i mange år

Klassisk markdisciplin

Selve konkurrencen afvikles, som det, der i sporten går under betegnelsen 'Den klassiske markdisciplin:

Hundene skal parvis vise deres færdigheder i at afsøge et terræn for hønsefugle, tage afstand for disse samt på ordre fra hundeføreren udpege eller rejse fasaner eller agerhøns.

“Det er et krav, at hundene forholder sig helt i ro, når fuglene letter,” forklarer Martin Mortensen.

Sammen med holdkammeraten og andre udøvere af sporten på Djursland er de yderst taknemmelige for, at lokale landmænd på Djursland stiller deres jorde til rådighed, når der skal trænes.

“Havde vi ikke denne mulighed, var det ikke muligt at gøre vores hunde klar til konkurrencer, herunder selvfølgelig et verdensmesterskab, så tak til mange landmænd på Djursland,” siger Børge Sommer.

Han og kollegaen får lejlighed til at øve sig, inden det går løs til VM i Vendsyssel, hvor basen bliver Dronninglund Hotel. I den kommende weekend medvirker de to Ryomgård-ekvipager i Middelhavscup med udgangspunkt fra Ribe Campingplads.
Det er stort set de samme hunde, der deltager her, som også skal kæmpe om verdensmesterskabet, individuelt og for hold.