Fortsæt til indhold

Tidligere fregatdirektør går om bord på gammel Storebæltsfærge

Den tidligere fregatdirektør Benno Blæsild skal hjælpe Østfyns Museer med at få projekt med den tidligere storebæltsfærge M/F Broen op at stå

Samfund
Af Martin Schultz

Fra 1. december får den tidligere direktør for Fregatten Jylland Benno Blæsild et nyt skib at ”sejle” med.
Ifølge fyens.dk har Østfyns Museer nemlig ansat Benno Blæsild til at bistå med at få et nyt projekt i Nyborg med afsæt i færgehistorien på Storebælt gjort flot.
Projektet hedder ”M/F Broen – fra Storebæltsfærge til kulturfærge i Nyborg”, og formålet er at bevare et stykke dansk færgehistorie og maritim kulturarv i Nyborg og samtidig udvikle den gamle Storebæltsfærge til en aktiv kulturfærge i havnen.
”Ved at knytte Benno Blæsild til vores projekt får vi en fagmand, der kan se på det hele med friske øjne,” siger museumsinspektør Mette L. Thøgersen, Østfyns Museer, til fyens.dk
Hun betragter Benno Blæsild som en af de museumsfolk i Danmark, som ved mest om søfart og skibshistorie. Samtidig har han erfaringer med et drive skibsmuseum i en tørdok, for tanken er at M/F Broen skal stå i en tørdok ligesom Fregatten Jylland gør det i Ebeltoft.

Skal arbejde fuldtids på færgeprojektet i nogle måneder

Museumsinspektør Mette L. Thøgersen siger til fyens.dk, at Benno Blæsild bliver ansat hos Østfyns Museer i nogle måneder, hvor han skal arbejde på fuld tid med færgeprojektet.
Han skal først og fremmest være med til at udarbejde det projekt, som skal gøre fondene interesserede i at støtte færgeprojektet.
Samtidig skal han være med til at udarbejde de budgetter, som skal ligge til grund for driften af M/F Broen som museumsskib og kulturfærge.

Skal skaffe mange mio. kroner fra fondene

Benno Blæsild var i 11 år og indtil i maj 2016 direktør for Fregatten Jylland i Ebeltoft. Før det var han inspektør i Den Gamle By i Aarhus, og han var lsær kendt som en museumsmand med særligt kendskab til julen og julens traditioner.
Men som fyens.dk skriver, bliver der næppe tid til at klippe julepynt under opholdet i Nyborg, for Broen har en stram tidsplan, og prospekt og fondsansøgninger skulle have været færdige i løbet af dette efterår.
Nyborg Kommunes option på færgen M/F Broen udløber i april 2017, og til den tid skal det være afklaret, om der er penge til projektet ved det gamle automobilfærgeleje i Nyborg.
Der er i Nyborg håb om, at man kan skaffe mellem 45 og 50 mio. kr. til projektet.