Fortsæt til indhold

“Vi har arbejdet sammen hele livet”

Tidl. bedemand Jørgen og Kirsten Henriksen, Rosenvang 19C i Hornslet, kan fredag 7. oktober fejre deres krondiamantbryllup

Samfund
Af Martin Schultz

”Vi har altid hjulpet hinanden og har arbejdet sammen hele livet.”
Det siger ægteparret Jørgen og Kirsten Henriksen, som fredag 7. oktober kan fejre, at det er 65 år siden, at de blev gift i Skader Kirke. De har arbejdet sammen gennem hele deres voksenliv, og især årene fra 1993 til 2003, hvor de drev Rosenholm Begravelsesforretning, har gjort dem kendt i en større offentlighed. Det var en blodprop, som i 2003 satte en stopper for Jørgen Henriksens virke som bedemand, og ægteparret måtte afhænde deres afholdte og respekterede bedemandsforretning.
De blev boende i Skader frem til 2012, hvor de flyttede til den ældrebolig på Rosenvang i Hornslet, hvor de nu befinder sig trygt og godt i.
Jørgen og Kirsten Henriksen kom fra hver deres ende af landet, men mødtes i Høng på Vestsjælland, og så fulgte Jørgen med til Djursland, hvor de siden har virket i et flittigt og arbejdsomt liv.
De blev født med kun få dages mellemrum i 1929. Kirsten i Gassum ved Randers, men i en alder af fire år flyttede hun med sin familie til Skader, hvor hendes far drev en købmandsforretning. Jørgen er fra Stevns på Østsjælland, hvor hans far var fodermester på en gård.
Kirsten havde gået på Vivild Efterskole og været ude at tjene som stue- og barnepige på Ry Husholdningsskole, men kom som ung hjem og hjalp sin far med at køre vareture, først med hest og vogn og siden med bil. Som 18-årig ville hun ud og opleve noget, og hun tog sammen med en veninde til Sjælland og fik plads i huset i Høng. Her arbejdede Jørgen på en gård, og da de to unge mødte hinanden. Kirsten var en pige, som var værd at flytte efter, og Jørgen var klar til at forlade ”Djævleøen”. Han tog med tilbage til Skader og fik i 1949 plads på en gård ved siden af købmanden i Skader.
Kirsten blev uddannet i at sy og kom til at arbejde hos en syerske, som ville have hende med til København i 1950/51. Jørgen vente tilbage til sin fødeegn og var post i Store Heddinge, hvor Kirsten efter en tid i København flyttede til og syede for folk der.

Startede på en brandtomt

7. oktober 1951 blev Jørgen og Kirsten gift i Skader Kirke. De kom til at bo sammen på egnen, og tingene gik op i en højere enhed, da Jørgen i 1952 blev ansat som postbud på Hornslet Posthus. Det nygifte par byggede hus på Skovvej 13, men landbruget blev ved med at trække i postbuddet, og i 1957 byttede de lige over med huset på Skovvej og flyttede til Solhøj i Hornslet, hvor Jørgen igen fik jord under neglene og kunne have dyr, mens han var post.
Men i 1961 blev Jørgen fuldtidslandmand, da han og Kirsten blev forpagtere på Søby Præstegård. Men opholdet fik en dramatisk start endnu inde de var flyttet ind, da Jørgen skulle køre traktoren ind i laden og der hang løs halm ned fra loftet, som kom i kontakt med udstødningsrøret og satte ild til laden. ”Det blæste den dag, så der var fut i bålet. Stalden og laden nedbrændte, men stuehuset blev bevaret,” husker Jørgen Henriksen. ”Vi flyttede ind på en brandtomt, men der blev bygget en ny stald til dyrene,” siger Kirsten.
Jørgen og Kirsten Henriksen var forpagtere på Søby Præstegård indtil 1984, men startede i 1976 med at arbejde som ringere og gravere i Søby Kirke, og efterhånden fik de også pasningen af Halling og Skader kirker med. Efter at være stoppet i Søby, var de var flyttet til Skader gamle skole, hvor Kirsten gik i skole som barn.

Overtog Rosenholm begravelsesforretning

Jørgen og Kirsten passede de tre kirkegårde frem til 1993, hvor de fik mulighed for at overtage tømrermester Søren Vinther Jensens begravelsesforretning i Skørring. Sammen drev de Rosenholm Begravelsesforretning frem til 2003, hvor sygdom forhindrede Jørgen i at fortsætte det arbejde, han holdt utrolig meget af. Der stod stor respekt om ægteparrets måde at bistå de efterladte i de svære situationer, og de løste deres opgaver samvittighedsfuldt og ordentligt. Jørgen stod for det praktiske, og Kirsten kunne stå for blomsterne i kirken og hjalp til med udsyngningen i hjemmet. De kom til at kende mange folk gennem dette arbejde, og Jørgen holdt af at komme ud og snakke med folk.
Det var med stor beklagelse, at Jørgen måtte opgive at arbejde som bedemand og forretningen blev afhændet til Svend Aage Egelund, som fortsat driver Rosenholm Begravelsesforretning.
I 2012 flyttede Jørgen og Kirsten Henriksen fra Skader gl. skole til pensionistboligen på Rosenvang i Hornslet og bor her stille og roligt og tæt på Rosengården, hvor de kan deltage i forskellige sociale arrangementer.
Dagen fejres med den nærmeste familie, og krondiamantbrudeparret glæder sig til at ses med deres datter og søn, som bor i henholdsvis Skader og Assentoft, de fire børnebørn og otte oldebørn.