Fortsæt til indhold

Klar til at være børnefamiliernes talerør

Michael Skaaning Johansen, 31, har meldt sig ind hos Radikale Venstre med det klare mål at komme i Byrådet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Han er tilflytter, salgschef, familiefar, aktiv i børnehavebestyrelsen, og han og fruen, der er frisør, har allerede en plan om flere børn og om at blive boende i Ryomgård.

“Det er vores by, har vi fundet ud af. Vi kan lide at bo her,” siger Michael Skaaning Johansen, 31, og salgs-/distriktschef i virksomheden CM Supply.

Et fund, når vi vender blikket mod de politiske partiforeninger i Syddjurs, som råber på nyt blod til at afløse og udfordre det siddende grå guld.

Radikal glæde

Derfor var smilet stort og bredt hos Radikale Venstres byrådsmedlem Jan Kjær Madsen, Hornslet, da Michael Skaaning Johansen, i kølvandet på sommerferien kontaktede ham for at høre om mulighederne i den lokale partiforening.

Samtalen fik den udgang, at Michael Skaaning Johansen meldte sig ind i partiet. Ikke som sleeping partner, men med en erklæret ambition om en god plads på Radikale Venstres kandidatliste til Kommunalvalget i november 2017.

“Jeg har en fortid i VU, da jeg var helt ung og fortsat boede på Falster, hvor jeg er født og opvokset,” fortæller Michael Skaaning Johansen.

“Jeg er ud af landbrugsfamilie, så koblingen til Venstre var meget naturlig, men jeg må indrømme, at jeg efterhånden har haft sværere og sværere ved at identificere mig med partiet. Det er især holdningen til flygtninge, og tonen i den debat, som Venstre har stået for, som jeg ikke kan acceptere.”

Socialliberalist

Han forsikrer, at hans indtog i Radikale Venstre er gennemtænkt og ikke bare et udtryk for, at det sikkert er her, hvor det er lettest at tiltuske sig en plads i solen.

“Mit politiske ståsted er liberalisme med et menneskeligt og socialt ansigt, og det repræsenterer Radikale Venstres politiske grundopfattelse bedst efter min mening.”

Børnefamiliernes talsmand

Michael Skaaning Johansen flyttede sammen med kone og barn til Ryomgård i foråret 2016, og ret hurtigt involverede han sig i bestyrelsen i datterens børnehave, Ringvejens Børnehave.

“Det har givet mig yderligere lyst til at involvere mig i lokalpolitik på et bredere plan, og jeg ser mig selv som en repræsentant for børnefamilierne, som ikke just har mange stemmer i det nuværende byråd. Det har jeg da erfaret.”
Michael Skaaning Johansen har på det seneste skrevet flere læserindlæg på syddjurs.lokalavisen.dk i et forsøg på at formulere sin egen Syddjurs-vision set med tilflytter-øjne.

Konkret har han involveret sig i debatten om en fusion af de nuværende Ryomgård børnehaver, Poppelvejen og Ringvejen, til et Ryomgård Børnehus.

“Jeg er ikke imod en fusion, men det skal ske på en ordentlig måde, hvor forældre og personale har noget at skulle have sagt, og så skal man tænke sig om, når vi snakker beliggenhed. Et frimærke duer ikke.”

I politikerlære

Det næste års tid vil Michael Skaaning Johansen være flittig til at følge med i lokalpolitik, deltage i partimøder og bygge sig selv op til at blive klar til efterårets valgkamp.

“Jeg vil det her. Det er ikke bare for sjov, at jeg stiller op, for vi trænger til at få et byråd, der er mere repræsentativt for Syddjurs end det nuværende.”