Fire lokale rally-mandskaber på banen
Favrskov bliver stærkt repræsenteret i Danboring Rally Denmark, som køres i weekenden.
I weekenden 21.-22. oktober afsluttes kampen om Danmarksmesterskabet i rally. Det kommer til at ske ved Danboring Rally Denmark, som får base i Ans mellem Viborg og Århus, og det bliver et løb, hvor deltagerne skal tilbagelægge mere end 500 kilometer, hvoraf de 165 kilometer bliver de afgørende hastighedsprøver.
Hele fire mandskaber fra Favrskov er med.
Esben fra Hadsten
Esben Hegelund, Hadsten, kunne allerede i august sammen med sin co-driver Karsten Isaksen, Egtved, sikre sig Danmarksmesterskabet i rally i den hurtige firhjulstrækker-klasse, men selv om titlen er i hus, har de valgt at køre sæsonen til ende. Og makkerparret har gjort det godt. Alle fem hidtil afviklede løb i kampen om Danmarksmesterskabet har de fundet med deres Skoda Fabia R5. Det kan altså blive til seks sejre ud af seks mulige.
Søren fra Hadsten
Søren Rosenlund Jensen, Hadsten, starter i klassen for de største ikke-tunede biler, hvor han sammen med Lasse Svendsen fra Hinnerup deltager i en Peugeot 207 RC.
Bo fra Hadsten
Den tredje Hadsten-deltager i løbet er Bo Boddum Andersen. Han starter med sin historie Opel Kadett GT/E fra 1978, hvor han har Erik Rasmussen fra Ry som co-driver.
Lasse fra Hammel
Yngste deltager i Danboring Rally Denmark kommer fra Hammel. Det er Lasse Murmann Sørensen, der hidtil har kørt karting og baneløb på FDM Jyllandsringen, som i denne sæson også har kastet sig over rallysporten. Sit første DM-rally kørte han for to måneder siden på Lolland i en Opel Adam, og det er i denne bil, han stiller til start sammen med Mette Jensen, Hammel.