FC Djursland i mål - nu gælder det førstepladsen
FC Djursland klar til at spille om oprykning til Danmarksserien i foråret. Cheftræner Aroldo Strack vil slutte efteråret af med to sejre, så førstepladsen i Jyllandsserien kommer i hus
En placering i top-4 i efterårets udgave af Jyllandsserien var målsætningen for FC Djursland.
Den blev opfyldt med 5-1 (2-1) sejren over Dronningborg i lørdagens kamp på HSM Arena. De øvrige resultater flaskede sig endog så meget, at FC Djursland kunne kravle op på rækkens førsteplads.
Holdet kan nu med sejre i de to sidste turneringskampe mod DGL 2000 Aarhus (ude) og Lemming (hjemme) sætte sig på pladsen som rækkens duks.
"Det er godt, at vores målsætning om at slutte i top-4 allerede er hjemme, men vi vil også gerne blive nummer et, så vi går målrettet efter at vinde de to sidste kampe," lover cheftræner Aroldo Strack.
"Spillerne er trætte nu, og flere døjer med fysiske skavanker, så vi får udfordringer holdmæssigt i de to sidste kampe, men de øvrige hold i rækken er også trætte, så det er ikke nogen undskyldning," siger den ambitiøse cheftræner.
Mod Dronningborg var FC Djursland uden Rasmus Brasch og Søren Koch Østergaard, der er på studierejse, mens Felipe Soares stod over.
"Felipe døjer med en lyskenskade, men havde der været tale om en finale, så kunne han godt have spillet," siger Aroldo Strack.
Topscorer Rodrigo Grahl er taget hjem til Brasilien for at få behandling for en knæskade. Meget tyder på, at den 39-årige elegantier har spillet sin sidste kamp for FC Djursland. Det bekræfter også FC Djurslands nyvalgte bestyrelsesformand Søren Hoffmann Hansen
Jesper Sørensen bliver heller ikke klar til at spille mere i dette efterår.
"Med Jesper sigter vi på foråret. Nu skal han blive helt klar, før han skal spille kampe igen," fastslår cheftræneren.
Udnyttede fire dødbold
Fire af de fem scoringer mod Dronningborg kom efter standardsituationer. Et tema, som FC Djursland har haft meget fokus på under træningerne.
Paulo Maciel og Lucas 'Gugga' Dambros da Silva (på straffespark) scorede før pausen.
Efter pausen var Kristian Kaagh fremme med hovedet to gange, og Paulo Maciel fordoblede sin målhøst med yderligere en scoring.
Trioen Emil Bjerre Busk, Nicolaj Jarsmer og Joachim Gotfred udgjorde bagkæden foran målmand Ricardo Grahl, de to unge, Søren Sørensen og Christian Fløjborg spillede wing-backs, Kristian Kaagh og Daniel Skak Kristensen performede på de to bagerste midtbanepladser, Paulo Maciel og Brian Johansen på de to forreste midtbanepladser, mens fartspilleren Lucas 'Gugga' Dambros da Silva sørgede for at presse Dronningborgs bagerste kæde med sine dybdeløb fra sin position som forreste spids.
På bænken sad de tre U19-mælketænder: Isak Steenfeldt Isaksen, Malthe Engelund og Janus Tranæs Didriksen.
Et udtryk for den ungdomslinje, som Aroldo Strack har været bannerfører for at indføre i FC Djursland.
"Vi har nogle unge mennesker, der brænder for projektet. Derfor skal de med, når chancen byder sig, og jeg synes en spiller som Isak har været fantastisk til at udnytte de minutter, som han har fået på det seneste. Han kører på, når han kommer på banen og tør spille," roser cheftræneren.