Politiet har evakueret stedet
Østjyllands Politi undersøger trussel mod lufthavnen i Tirstrup
Østjyllands Politi er i øjeblikket talstærkt tilstede i Aarhus Lufthavn som følge af en bombetrussel.
Det beretter politiet via sin Twitter-profil.
Undersøgelser i området er i gang, og lufthavnen er ved at blive evakueret.
Ingen er kommet til skade, lyder det fra Østjyllands Politi, der giver en melding på Twitter, så snart der er nyt i sagen.
Mandag er der flere steder i landet indløbet bombetrusler - ikke mindst på Sjælland, hvor Roskilde Lufthavn, indkøbscentret Ro's Torv, Vestjællands Centret i Slagelse og uddannelsesinstitutionen CBS i København ifølge Ekstra Bladet er blevet evakueret.
Om der er nogen sammenhæng mellem bombetruslen mod Aarhus Lufthavn og de ovenstående tilfælde, vides endnu ikke.