Kirken og provinsen kan noget sammen
Kirken er et af de sidste folkelige fællesskaber der er tilbage, og det gælder også ”provinsen Syddjurs”. Udkant, som nogen siger lidt nedladende. Vi synes derimod, at vores lokale land er centrum og hjemsted for meget godt liv, også det kirkelige.
Kirken er noget af det mest decentrale vi har. Ethvert lokalområde, hvert sogn, har en kirke, en præst, et menighedsråd, en graver og andre medarbejdere, som sikrer en lokal tilstedeværelse, tilgængelighed og servicering. Det er i virkeligheden ganske unikt. Når skolen er lukket, købmanden gået ned, og lægehuset er langt borte, er kirken der stadig. Lad os glæde os over det og bekymre os lidt mindre.
"Det står slet ikke så ringe til. Dagbladet i Politiken bragte i sidste uge en reportage fra en anden udkant, nemlig Lemvig, hvor kirken har været god til at samle mennesker på tværs af forskellighed. Hvilket betyder, at det at gå i kirke om søndagen ”det er bare noget man gør”. Man gør ligesom naboen, også selv om han og hun er forskellig fra mig. For på landet er man nødt til at stå sammen, hvis tingene skal fungere. Mon ikke de samme betingelser gør sig gældende hos os?
Peter Lüchau, der er religionssociolog med speciale i danskernes forhold til kristendom og folkekirke, sagde til avisen:
”Vores fællesskaber er forskellige, alt efter om man bor i byen eller på landet. På landet og i de mindre byer vælger dine naboer dig, og i byen vælger du dine naboer. Det vil sige, at de fællesskaber, der er i byerne, ikke er lige så forpligtende. I byerne finder man derfor folk, der ligner én selv. På landet er man mere afhængig af fællesskabet, og man er derfor nødt til at acceptere forskelligheden eller efterligne de andre”
Den forpligtethed på det givne og brogede fællesskab er en styrke også for sognene i Syddjurs. Og en oplagt mulighed når kirkerne skal udvikle sig til at spille en endnu større rolle i lokalsamfundene. Bl.a. som en væsentlig spiller når det gælder socialt ansvar, det kirken kalder diakoni. Her bliver der brug for det store potentiale, der ligger i kirkens fællesskab og i det kendskab vi har til hinanden, trods alle vores forskelligheder.
Som de fleste vil sige: Det er godt at være sammen med nogen om noget. Det giver rigtig meget mening i kirkens sammenhæng."