Det bliver Majbrits aften Mortensaften på Café Campus
Singer-songwriter Majbrit Thrane på scenen
?En af Røndes egne musikalske talenter vender tilbage for en aften, når 25-årige Majbrit Thrane giver koncert på Café Campus på Hovedgaden.
Det sker Mortensaften, 10. november, og det er et nyt initiativ, at caféen lægger rammer til netop den aften med en to retters menu, som selvfølgelig består af andebryst med tilbehør og hjemmelavet is og kaffe.
Derefter overtager Majbrit Thrane scenen og holder en koncert med to sæt på hver en halv time.
“Gæsterne kommer til at høre nogle af mine egne sange, nogle kendte sange i mine versioner, og så bliver der selvfølglig også noget Tracy Chapman,” fortæller Majbrit Thrane.
Tracy Chapmans sange ligger nemlig perfekt til Majbrit Thranes mørke stemme og har derfor altid haft en naturlig plads i repertoiret.
Majbrit Thrane er vokset op i Rønde og viste allerede i sine unge dage talent for både at lave musik og male billeder.
Efter studentereksamen fra Rønde Gymnasium i 2011 har hun læst på CBS i København, men læser nu tysk på 3. semester på Aarhus Universitet. Det sker samtidig med, at hun holder fast i sin musikalske karriere.
“Jeg interesserer mig meget for Tyskland og især sproget og kulturen. Jeg håber at kunne arbejde som tolk eller oversætter en dag,” siger hun.
Musikalsk lægger hun sig i slipstrømmen af den amerikanske singer-songwriter tradition, hvor hun med sin mørke stemme optræder med ballader, pop-rock numre og hendes egne følsomme og nøgne sange.
Majbrit Thrane optræder ofte på Sjælland og varmede fornylig op til en Mads Langer koncert.
Hendes musikalske højdepunkt nåede hun for to år siden, da hun efter en konkurrence blev kaldt til Aarhus for at optræde med nummeret “Gå med Dig” i duet med Simon Kvamm til en Nephew koncert foran en udsolgt sal i Scandinavian Congress Center.