Letbaneselskabet har ikke en plan liggende i skuffen
Letbaneselskabet Aarhus Letbane I/S har ikke lavet økonomiske beregninger eller analyser for eventuelle letbane-linjer til Aarhus Lufthavn
"Letbaneselskabet Aarhus Letbane I/S har ikke gennemført analyser med økonomiske beregninger og tidsplan for letbane-linjer til Aarhus Lufthavn, og vi er heller ikke aktuelt blevet anmodet om sådanne analyser," skriver Malene Folke Sørensen fra kommunikationsafdelingen i Aarhus Letbane I/S i en svar-mail til Torsten Klein Mikkelsen, Hornslet.
Den tidligere formand for Hornslet Distriktsråd havde i en mail anmodet Letbaneselskabet om at få et link til de analyser og beregninger plus en tidshorisont, som han troede Aarhus Letbane I/S havde liggende på en server.
Torsten Klein Mikkelsens henvendelse skal ses i lyset af, at flere lokale folketingsmænd og borgmestre allerede har været ude med "det gode gamle forslag om en hurtigrute til lufthavnen fra Aarhus, Løgten, Rønde og til Tirstrup."
Et forslag, der er blevet aktuelt efter, at et flertal i Aarhus Byråd langt om længe har opgivet Thomasminde-planerne, fordi EU-kommissionen forleden vendte tommelfingeren nedad for projektet. I stedet vil hovedaktionæren Aarhus Kommune bruge energien på at hive lufthavnen i Tirstrup op fra den økonomiske afgrund.
"Vi afventer politisk stillingtagen til projektet (letbaneprojektet til Aarhus Lufthavn, red.) og en formel politisk beslutning om eventuelt at sætte en sådan analyse i gang, inden vi foretager os yderligere," lyder anden del af svaret til Torsten Klein Mikkelsen fra Malene Folke Sørensen fra kommunikationsafdelingen i Aarhus Letbane I/S.
Letbanen åbner i 2017. Fra maj 2017 starter driften på strækningen Aarhus H - Aarhus Universitet - AUH, Skejby - Lisbjerg.
Fra efteråret 2017 starter driften på strækningerne Odder - Aarhus og Grenaa - Aarhus.