Fortsæt til indhold

Direktør ved ikke, hvad der gik galt

Forsanger skændtes med bandmedlemmer. Endnu uvist, om at publikum får penge tilbage

Samfund
Danni Paulsen

Torsdag aften var cirka tusinde forventningsfulde publikummer mødt op på spillestedet Train for at se og høre det engelske rockband Placebo optræde i forbindelse med bandets 20 års jubilæum.
Mange havde set frem til den store, udsolgte koncert, men der gik ikke lang tid, før festen for alvor fes ud.
Bandet gik på scenen og spillede to yderst usammenhængende numre, før koncerten blev afbrudt.
"Jeg stod i salen sammen med de tusinde gæster, og Placebo spillede to numre, før halvdelen af bandet gik fra scenen efter en debat mellem medlemmerne. Så begyndte forsanger Brian Molko på en lang enetale, som var rimelig svær at finde retningen i, hvis man skal sige det pænt, og så kom manageren ind og fulgte ham ud fra scenen," fortæller Trains direktør Carsten V. Nielsen til Lokalavisen Aarhus.
Han og hans folk nåede ikke at finde ud af, hvad der skete, før bandet var smuttet fra spillestedet, fortæller han.
"Efterfølgende fik vi bare en melding om, at han var blevet syg, og at de derfor ikke kunne gennemføre koncerten. De forlod ret hurtigt stedet, og jeg ved faktisk ikke meget mere. Vi er godt i gang med at finde ud af, hvad der er op og ned," siger Carsten V. Nielsen og fortæller, at han er ked af aftenens forløb.
"Ligesom alle andre gæster er jeg frustreret og ærgerlig. Det er en mærkelig tom fornemmelse, når man forventede noget stort, som bare ikke blev til noget. Vi havde glædet os vanvittigt meget til den her koncert."
De mange forventningsfulde gæster på Train havde købt en billet for 450 kroner, men Carsten V. Nielsen kan endnu ikke sige, om de får refunderet pengene, om der vil blive en ny koncert eller noget helt tredje.
"Vi ved simpelthen ikke noget endnu. Vi må lige afvente og se. Vi skal have koordineret med vores samarbejdspartnere, managere og agentur først. Jeg forventer, at der kommer en afklaring i dag, og jeg har en forhåbning om, at tingene flasker sig," siger Train-direktøren, som lover, at billetkøberne bliver kontaktet via Ticketmaster, så snart der er nyt.
Efter planen skal det engelske rockband i aften spille på Store Vega i København.
Nyheden om fadæsen i Aarhus er nået til hovedstaden, og her er koncertarrangørerne forståeligt nok nervøse.
"Vi bliver meget nervøse. Koncerten er lidt en kronjuvel i en stor jubilæumsarrangement (Vega åbnede dørene for 20 år siden, red.), så vi vil være meget kede af, hvis den ikke bliver til noget," siger Mikkel Wad Larsen, bookingchef for Vega.
Indtil videre er forventningen dog, at der bliver en koncert.
"Den allersidste melding, jeg har, går på, at vi kører videre som planlagt. Det kan selvfølgelig ændre sig om fem minutter, men det er status lige nu," forklarer bookingchefen.