Sorg er på mange måder som glasskår

På søndag holdes der Allehelgen gudstjenester i kirker hele landet over. Gudstjenester og andagter, hvor vi mindes dem, vi har mistet siden sidste Allehelgen, og mange steder læses disse navne op. Til de forskellige gudstjenester er der lystænding, stilhed, særlige indlagte bønner, særlige musikindslag. Det er en særlig dag, som vi markerer og gør meget ud af i kirken.
For som Søren Kierkegaard sagde det; ”Det er en kærlighedsgerning at erindre en afdød, ” – og det er jo netop det, vi gør på søndag. Vi erindrer en afdød. Vi mindes et menneske, som vi elsker og holder af, og som nu ikke længere er hos os, Alle helgens dag er derfor også præget af vemod og sorg, og forhåbentlig også taknemlighed, for sorgen over at have mistet, savnet af den man holdt af kan være mørk og kold, men samtidig kan minder, man delte af godt med hinanden, også være som solstrejf på en efterårshimmel eller som rim, der glimter i græsset.
Sorg er på mange måder som glasskår.
Glasskår fortæller os, at noget ikke er som før, noget er gået i stykker, - glasskår kan funkle som tårer. Glasskår står som et smerteligt bevis på, at det, der var før, aldrig skal blive igen. Men sorgen, smerten og længslen er der stadig. Vi blændes af glasskårets hjerteløse gennemsigtighed, som vi blændes af sorgens tårer, og glasskår er altid hårde og skarpe. Kan de mon være andet?
Ja, det sker. Går man en tur langs stranden kan man finde glasskår, der ikke længere er hårde og skarpe, for havet har slebet kanterne af dem. De er blevet bløde og glatte. De funkler heller ikke så stærkt længere, de er blevet smukt matte. Man kan tage dem i sin hånd uden at skære sig, man kan putte dem i lommen uden at de ødelægger foret. Disse strand-smaragder er som trøstet sorg. De er stadig glasskår, men de har fået en anden form, de har fået en mere håndterlig form. En form, der er til at holde i hånden.
Og måske kan sorg også, som disse glasskår ved hjælp af tårer; andre menneskers gode ord; og Guds hjælp langsomt forvandles og blive til noget andet. Blive til noget, vi kan holde i hånden og bære med os videre ud i livet.
Strand-smaragder er trøstet sorg. For sorgen forsvinder jo ikke, den vil altid være en del af os, men måske kan den ændre sig til ikke længere at skære i os og flå os i stykker. Gud ved, at sorgen er en del af vort menneskeliv, han ved, at sorgen ikke kan trøstes væk, men at den kan blive til noget andet end bare ødelæggende. - Den kan blive til strand-smaragder, - noget, vi kan holde i hånden, og som vi kan bære med os videre i livet.