Koncert gav 7.268 kroner til udsatte familier
Fremmødet var flot til sidste uges koncert på Rønde Højskole til fordel for Provstiets julehjælpskonto
Et overskud på 7.268 kroner var det økonomiske udbytte af et vellykket koncertarrangement torsdag aften i sidste uge arrangeret af diakoniudvalget under Syddjurs Provsti.
Kirkekorene fra Bregnet, Hornslet og Mols-Helgenæs sogne mødte velforberedte op under ledelse af henholdsvis Helle Sandberg Zederkof, Judith Völker og Thomas Lennert og havde hver deres afdeling med både rytmiske pop-rock sange og korsatser, før trioen Brothers of Mercy overtog scenen efter kaffen med deres fortolkninger af Leonard Cohen-evergreens.
Brothers of Mercy var til lejligheden reduceret til en duo, idet kun sognepræsterne Carsten Tranberg-Krab, Hornslet, og Peter Danielsen, Rimsø, kunne være med. Tredjemanden Sune Liisberg var forhindret.
Flot fremmøde
Sognepræst Anne Marie Toldbod havde overblikket som myndig konferencier, og både hun og det pænt store publikum kunne sammen nyde den smukke finale med næsten samtlige medvirkende på scenen.
Provst Benedikte Bock Pedersen stod i billetlugen sammen sognepræst Lene Hauge, Hornslet, og solgte billetter til en 50'er, mens Rønde Y´s Men´s Club's dameafdeling trakterede med hjemmebag og kaffe/te til en 20'er.
Syddjurs Bostøtte
Koncerten i torsdags er bare et af flere små og store arrangementer, som i denne tid bliver arrangeret i kirkeligt regi for at pifte til julehjælpskontoen, hvis indhold er øremærket udsatte familier i Syddjurs. Det sker i et samarbejde med Syddjurs Bostøtte, der er hjemhørende under Syddjurs Kommune.
Socialrådgiverne hos Syddjurs Bostøtte har kendskab til de familier, der har brug for en økonomisk håndsrækning, typisk en tusindlap, for at kunne give deres børn en tålelig jul.
Derfor bliver det suverænt socialrådgiverne, der fordeler de penge, som diakoniudvalget får samlet ind, når juletiden nærmer sig.