Fortsæt til indhold

Kommunernes skatteændringer går i nul

Skatten vil falde i 22 kommuner og stige i 4 kommuner til næste år. Samlet set går skattebevægelserne stort set i nul

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

De kommunale skatteprocenter for næste år ligger nu fast.
I flere kommuner betyder det en lavere skat næste år. Det vil især virksomhederne nyde godt af, for det er først og fremmest den kommunale afgift på erhvervsejendomme (dækningsafgiften), der bliver sat ned med samlet 85 millioner kroner.
Promillen på grundskyld sættes samlet ned for 35 millioner kroner, mens indkomstskatten stiger med 119 millioner kroner.
I de 13 Business Region Aarhus Kommuner, herunder Norddjurs og Syddjurs, bliver der ikke pillet ved niveauet for personskatterne.
Samlet set for alle kommuner svarer det til en mindre skattenedsættelse på cirka 1 million kroner. I alt budgetterer kommunerne med at opkræve cirka 266 milliarder kroner i skat i 2017.
Det viser kommunernes indberetninger af skatteoplysninger til Social- og Indenrigsministeriet.

Fakta

  • Kommuner opkræver personskatter, ejendomsskatter og afgift for erhvervsejendomme (dækningsafgift).
  • Ifølge økonomiaftalen mellem regeringen og KL skal kommunerne holde den samlede kommunale skat i ro i 2017. Hvis der sker en skatteforhøjelse for kommunerne under ét, vil der ifølge gældende lov ske en regulering af bloktilskuddet svarende til overskridelsen.
  • Inden for en ramme på 200 millioner kroner har kommunerne mulighed for - efter ansøgning - at forhøje skatten. Fire kommuner har fået tilladelse til at hæve skatten i 2017.
  • Der er afsat en tilskudspulje for de kommuner, der nedsætter skatten i 2017. Ved en skattenedsættelse kan den enkelte kommune således få dækket op til 75 procent af det tab, som skattenedsættelsen medfører i 2017 og op til 50 procent i 2018 og 2019 samt op til 25 procent i 2020.
  • De indberettede oplysninger er i et vist omfang baseret på foreløbige oplysninger. Den endelige opgørelse af skatteresultatet vil foreligge i december.