70 års bryllupsdag
Rigmor og Villy Henriksen, Ørsted, kan onsdag 26. oktober fejre deres 70-års bryllupsdag
Ikke mange kan holde jernbryllup, men Rigmor og Villy Henriksen i Ørsted har 26. oktober været gift i 70 år, og kan dermed fejre jernbryllup.
Rigmor er fra Bode Krog og Villy fra Fjerupgårde. De traf hinanden under krigen og har holdt sammen siden sommeren 1943.
Villy har altid arbejdet ved landbruget. I mange år som fodermester på Fævejle ved Kolindsund. Rigmor har stået for den huslige del af familielivet.
I 1964 overtog parret Rigmors barndomshjem i Bode Krog og drev her landbrug indtil gården blev solgt i 2005.
De har altid været aktive deltagere i det lokale foreningsliv startende med Rigmor som håndspiller i Bode og gymnastik i Ørsted.
Senere bestyrelsesarbejde i fodermesterforening og Lyngby Skytteforening.
I de senere mange år har de begge lagt et stort arbejde i Rougsø Lokalhistoriske Arkiv i Vivild. Rigmor har blandt andet renskrevet gamle kirkebøger, som er skrevet med gammel skrift.
Villy har scannet rigtig mange lokale billeder til digital form.
Ægteparret bor i egen bolig i Ørsted og klarer sig med god hjælp fra Norddjurs Kommune.