Fortsæt til indhold

Campingfatter har ikke længere politiske ambitioner

Campingfatter og lokalpolitik vil aldrig blive en succes, siger manden selv

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Bjarne Nielsen alias Campingfatter, 48, er fortsat medlem af Liberal Alliance, men ambitionerne om en plads i Norddjurs Kommunalbestyrelse har han skrottet.

“Det er slut med politik,” fastslår formanden for bestyrelsen i Handelsudvalget i Auning.

“Jeg har erkendt, at politik og mig ikke passer sammen, for jeg ville aldrig få bare ét sølle forslag gennemført,” lyder det selverkendende.

“I politik skal du være parat til at indgå en masse kompromisser, men det er jeg ikke. Jeg nægter at gå på kompromis med mine værdier.”

Kattegattcentret

Indehaveren af Auning Camping opstillede for Liberal Alliance ved Kommunalvalget i 2013 uden at blive valgt. Han var væk en stor del af valgkampen, og det kostede. En plads i bestyrelsen hos Liberal Alliance har han også opgivet.

“Jeg er Norddjurs Kommunes repræsentant i Kattegatcentrets bestyrelse i denne periode, og det er yderst interessant,” siger Campingfatter.

“Jeg vil gerne sidde med i en periode mere for at få lov til at følge den masterplan for centret, som vi har lavet, men om jeg får lov til det, afgøres først efter næste kommunalvalg i 2017.”