Sendt til juridisk tjek henover jul
Byrådet sendte borgeres forslag om at lave servicepakke til privatiseringsramte veje på juleferie.
Juridisk hjørnespark eller juleferie.
Det kan man vist godt kalde byrøddernes beslutning tirsdag aften.
Her besluttede de 25 politikere nemlig at lade en ekstern jurist undersøge, om en mere forenklet servicepakke til privatiseringsramte lodsejere overhovedet kan lade sig gøre rent juridisk.
Det vil koste cirka 100.000 kroner at undersøge, men embedsfolkene vurderer, at pengene kan findes indenfor de 1,3 millioner kroner, der allerede er afsat, som blandt andet konsulentbistand, til privatiseringen af vejene.
Den tekniske forklaring er, at serviceordningen i Høje Tåstrup formodentligt er etableret efter bestemmelser i tidligere privatvejslove, og at ordningerne ikke har den fornødne hjemmel i den gældende privatvejslov, lyder forklaringen fra embedsmandsværket.
Læs: Notatet om Høje Tåstrup-modellen
Høje Tåstrup-modellen ville betyde at de nye vej-ejere fik ordnet deres veje kommunalt, men at alle betalte det samme beløb.
Modsat den ordning, som Favrskov Kommune i juni 2016 tilbød lodsejere af private fællesveje, når de får deres vejstykke foræret. Her vil Favrskov Kommune have penge for de faktiske udgifter, for at løse forskellige opgaver vedrørende vejbelægning med videre.
Sagen om en mere enkel servicepakke kom frem efter at flere borgere har påpeget, at blandt andet Høje Taastrup Kommune længe har haft en udmærket måde at løse den nye 'vejgave' på for borgerne.
Se læserbrev: Privatiseringen af vejene? - En anden mulighed
Men efter at Høje Tåstrup-modellen har været oppe at vende fik politikerne travlt med at vende sagen igen. Og nu er den altså vendt mod juleferien.
"Inden januar skal vi have sagen oppe igen i byrådet," slog borgmester Nils Borring fast i byrådssalen efter korte bemærkninger fra blandt andet Venstres Flemming Nørgaard, Enhedslistens Peder Meyhoff og til sidst konservative Lars Storgaard - der fik det sidste ord.
"For en gangs skyld giver jeg Peder Meyhoff ret. Vi (kommunen, red.) skulle have overtaget vejene," nærmest mumlede han, inden mikrofontiden randt ud.