SF har syv klar
SF Norddjurs inviterer sympatisører med i lokalafdelingens fire baggrundsgrupper
Det seneste kommunalvalg i 2013 var en skuffelse for SF, der i Norddjurs gik fra tre til blot et mandat.
Det skal der laves om på ved næste års kommunalvalg, og anført af lokalformand Jytte Schmidt er SF Norddjjurs med at stille et hold.
“Vi har i øjeblikket syv kandidater, heraf to nye,” siger Jytte Schmidt.
“Det er vi meget tilfredse med på nuværende tidspunkt, men vi vil gerne være flere.”
Sympatisører velkommen
SF har altid haft en tradition for at engagere baglandet i baggrundsgrupper med særlige politiske emneområder.
“Grupperne mødes ofte en gang om måneden, og vi gør nu det, at vi også inviterer personer med, der ikke er medlem af SF, men sympatiserer med partiets holdninger,” siger Jytte Schmidt.
“Det er naturligvis en forudsætning, at man ikke er medlem af et andet parti.”
Fire grupper
SF kan i øjeblikket mønstre fire baggrundsgrupper:
- SF´s miljøbaggrunds-gruppe med Gitte Busck, Nørager som tovholder. Har fokus på SF´s arbejde i miljø- og teknikudvalg, Reno-Djurs og kommuneplanlægning
- SF´s almene baggrundsgruppe med tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Jytte Dalgaard, Trustrup, som tovholder. Har fokus på SF´s arbejde i økonomiudvalg, kultur- og udvikling, voksen-pleje, erhverv og arbejdsmarked.
- SF´s flygtningenetværk med Nanna de Courcy, Grenaa som tovholder. Har fokus på integrationspolitikken og kontakt med nye borgere i? Norddjurs.
- SF´s børn- og unge netværk med Jytte Schmidt, Vivild, som tovholder. Har fokus på SF´s arbejde for børn og unge.
SF´s baggrundsgruppemøder foregår privat hos deltagerne. SF Norddjurs har cirka 50 medlemmer.