Fortsæt til indhold

Mere økologi i Skanderborg Kommunes køkkener

Gennem de sidste to år har Skanderborg Kommune deltaget i Øko++-projektet for at fremme økologien i kommunens køkkener

Samfund
Arkiv

Skanderborg Kommune har de seneste to år deltaget i Øko++-projektet for at få mere økologi ind i kommunens køkkener. Målet er at få bronze-spisemærket - svarende til at økologiandelen er nået op på 30 procent - vel at mærke unde at bruge flere penge på det - og det mål er næsten i hus.
Derfor har Øko++ projektet givet Skanderborg Kommune mod på endnu mere økologi.
"Det er en fornøjelse at se, at projektet har kunnet betale sig. Vi er meget tæt på at få bronze-spisemærket uden at bruge flere penge, og vi er samtidig med til at passe på naturen. Det giver mod på at omlægge til endnu mere økologi," fortæller Conny Rønnov, der er Mad- og Måltidschef i Skanderborg Kommune, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Det har fra start været en målsætning, at omlægningen til mere økologi skulle ske uden at koste ekstra. Og selv om det er nødvendigt at være meget bevidst om prisen på de friske råvarer, er målet nået ved blandt andet at sætte meget fokus på madspild, sæsonens råvarer og på at lave alt fra bunden.
Samtidig har kommunen også lavet bedre indkøbsaftaler – for eksempel giver en ny kaffeaftale flere penge til indkøb af økologiske kartofler.
Men omlægningen til mere økologi er ikke helt uden udfordringer.
"Vi må være lidt kreative, for vejret passer ikke altid til sæsonen. Det er blandt andet rigtig svært at få modne økologiske græskar, når sommeren falder sent. Derfor har vi valgt at rykke den planlagte menu en måned," forklarer Conny Rønnov.

Omlægningen øger kvalitet og arbejdsglæde

I 2013 gennemførte Skanderborg Kommune et kvalitetsløft i de offentlige køkkener.
"Vi ville gerne have mere fokus på frisk og velsmagende hverdagsmad lavet fra bunden og med et nordisk twist. Det at lave maden fra bunden er samtidig med til at øge arbejdsglæden blandt medarbejderne," fortæller socialudvalgsformand Christina Bottke.
Som et led i kvalitetsløftet valgte køkkenerne på ældreområdet og Sølund at deltage i det toårige Øko++-projekt.
Der er gennemført aktiviteter og undervisning for køkkenmedarbejderne, så de har fået inspiration til at servere mere økologisk mad uden at bruge flere penge på indkøb.
Alle medarbejdere har været på kurser, til foredrag og besøgt økologiske landbrug, frugtavlere og en økologisk hønsefarm.
I starten af november samles alle deltagende køkkener for at fejre og evaluere økoprojektet i Skanderborg. Her skal der også laves en handleplan for, hvordan økologien skal køres videre i de enkelte køkkener i fremtiden.
For som Conny Rønnov forklarer, er der større chance for succes, hvis det er medarbejderne selv, der har motivationen og ideerne til at køre det videre.
-bo