Kraftværket i slutspurt for at skaffe stemmer
Skater-fristedet Kraftværket i Kolind kæmper for at skaffe stemmer nok til at komme med i finalen i afstemning om at blive Årets Forening i Go’ on regi
Så er det ved at være sidste udkald, hvis man vil hjælpe skaterfællesskabet Kraftværket på Engvej i Kolind til at komme med i finalen om at blive udnævnt til Årets Forening i den konkurrence, som benzinselskabet Go'on har udskrevet.
Flere hundrede foreninger i hele landet er blevet foreslået som Årets Forening, men skal Kraftværket i Kolind have chancen for at nå med i finalen, skal de være blandt de 17 foreninger, som har fået flest stemmer.
”Vi synes vi har alle tiders sted for unge ”knejter med krudt i røven” og så synes vi, at man skal stemme lokalt,” siger Pernille Greve, som er en af de seje frivillige bag Kraftværket.
”Vi mener vi bør ligge i top 17 og gå videre til den finale, hvor juryen kan kigge nærmere på det fantastiske som Kraftværket kan. Man kan blot prøve at gå ind på afstemningen og læse nogle af de kommentarer folk har skrevet, for at få et billede af at hvor mange unge som har gavn af stedet. Det er vigtigt at der er andre idrætstilbud end de traditionelle. Det er ikke alle der passer ind i holdsport. I Kraftværket er der plads til alle på tværs af alder, bopæl og niveau,” siger Pernille Greve.
Man kan stemme indtil på tirsdag
Pernille Greve opfordrer til at man går ind på
http://støtdelokale.nu/forening/Kraftv-rket-Skatehal-336
og er med til at sikre Kraftværket i Kolind det nødvendige antal stemmer. Afstemningen løber til og med 1. november.
Den endelige vinder af Årets Forening findes af en jury, hvor juryen vurderer det samlede billede af foreningen, dvs. både antal stemmer, begrundelsen for nomineringen og foreningens rolle i lokalsamfundet.
Juryens medlemmer er:
- Niels Duedahl, CEO SE, Årets Erhvervsleder 2013
- Juliane Elander, OL letvægtsroer
- Jan Schouby, Chefredaktør, Århus Stiftstidende
- Tobias Birch Johansen, borgmester på Læsø
Årets Forening vinder 150.000 kroner.
Desuden er der en præmie på 50.000 kr., 5 præmier på 20.000 kr. og 10 præmier på 10.000 kr