Fortsæt til indhold

Stork på Djursland vil ikke rejse ned i varmen

Det kan blive fatalt for en stork, der så sent som søndag morgen blev set ved Dråby, at den har sat sig for at overvintre på Djursland

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

En stork på Djursland, som er set fleres steder på Djursland og så sent som søndag morgen indtog sin morgenmad ved et lille vandhul i Dråby ved Ebeltoft, længes tilsyneladende ikke mod varmen på de afrikanske sletter eller på de iberiske lossepladser.
Dens artsfæller er ellers fløjet fra deres respektive reder i Danmark og videre syd på.
Det kan blive skæbnesvangert for den majestætiske fugl, der ikke kan klare sig igennem en almindelig dansk vinter uden hjælp fra mennesker.
På Djursland er der de seneste år opsat en del storkereder og håbet er, at den finder frem til en af disse og slår sig ned.
”En stork har ikke mange chancer for at forsøge sig selv i en almindelig dansk vinter. Der er ganske enkelt ikke mad nok i naturen til at brødføde den. Men finder den først frem til et sted, hvor vi har mulighed at lægge foder ud til den, skal den nok klare sig. Sidste vinter var en polsk stork også på kost og logi i Østjylland. Og Aske, som storken kom til at hedde, klarede sig fint igennem vinteren," siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk.

Giv os et praj

Derfor er opfordringen fra Storkene.dk til de lokale på Djursland helt klar;
”Er der nogen der kender det sted hvor storken holder fast til og hvor den eventuelt også overnatter, så er man mere end velkommen til at kontakte os. Så skal vi nok have forsyninger klar til storken, så den ikke kommer til at lide nød igennem vinteren” siger Jess Frederiksen