"Kommunalbestyrelsen har godkendt aftalen med Djurs Wind Power"
Norddjurs borgmesteren afviser debattør Henriette Vendelbos beskyldninger om, at han egenhændigt godkendte rettelser i aftalen efter, at den var god kendt i kommunalbestyrelsen i december 2015
Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) afviser, at der bag om den samlede kommunalbestyrelses rygge er foretaget ændringer i Norddjurs Kommunes aftale med Djurs Wind Power.
Aftaleteksten blev forelagt kommunalbestyrelsen på decembermødet 2015, før den skulle underskrives af de to parter og træde i kraft med virkning fra 1. april 2016.
Debattør Henriette Vendelbo har nu i to læserbreve på norddjurs.lokalavisen.dk beskyldt borgmesteren for uden om kommunalbestyrelsen at have rettet i teksten efter kommunalbestyrelsesmødet i december 2015 uden, at kommunalbestyrelsens blev orienteret.
Læs også: Debat Norddjurs: Scorer Djurs Wind Power kassen uden kommunalbestyrelsen ved det?
Debat Norddjurs: Djurs Wind Power får kroner 375.000 - plus det løse
"En af tilføjelserne var en halv blankocheck til Djurs Wind Power, der nu, efter aftale med Norddjurs Kommune, kan få betalt udgifterne til lokaleleje, forplejning og eksterne oplægsholdere i forbindelse med løsning af delopgaverne.Den endelige aftale med tilføjelser er i øvrigt aldrig blevet godkendt af kommunalpolitikerne," skriver således Henriette Vendelbo.
"Kommunalbestyrelsen har godkendt aftalen," skriver Jan Petersen i en svar-mail til Lokalavisen. Et synspunkt han senere fastholder i en telefonsamtale.
"De mindre korrektioner efter godkendelsen er udsendt til kommunalbestyrelsen," skriver Jan Petersen videre i sin svar-mail.
"og der var adgang til at kommentere, hvad ingen gjorde. Aftalen blev først underskrevet 3 dage efter dette," slutter borgmesteren sin svar-mail, og det gentager han også telefonisk.
Aftalen blev underskrevet 17. marts 2016, så den endelige aftale med "De mindre korrektioner" skulle altså have landet i de øvrige 26 i kommunalbestyrelsesmedlemmers mail-boxe 14. marts 2016, ifølge borgmesteren.
Ingen politikere havde kommentarer til den tilrettede aftale, ifølge Jan Petersen.