Horsens Musikskole indvier nye lokaler med 30 koncerter på tre timer
30 små koncerter når Horsens Musikskole indvier nye lokaler
Horsens Musikskole har fået nye lokaler i Kulturstationen i Skolegade, hvor Midtbyskolen tidligere lå. Der er blevet indrettet undervisningslokaler, og ved ombygningen er der taget hensyn til, hvilken undervisning der skal finde sted i de forskellige rum.
“Vi vil gerne invitere alle interesserede til at komme og se lokalerne og samtidig opleve lokalerne i brug,” skriver Musikskolen i en pressemeddelelse.
Søndag den 6. marts er der koncert i alle lokaler. Mens publikum ankommer, spiller SpilOp'erne, og selve arrangementet starter med et åbningsshow i gymnastiksalen med musik og dans.
Borgmesteren åbner
Åbningstalen holdes af borgmester Peter Sørensen. Bagefter er der koncerter i alle lokaler. Koncerterne varer cirka en halv time, og mellem hvert koncert er der tid til at gå til et andet lokale inden den næste. 30 små koncerter bliver det til i de tre timer, det varer.
Musikskolens elever fra hele kommunen optræder med mange slags musik, og der vil blive lejlighed for de yngste til at komme til en prøvetime i børnerytmik. Klokken 15.00 - 15.30 er der pause, hvor det er muligt at købe kaffe, te, sodavand og kage i Musikskolens café.
“Musikskolens støttekreds har bagt og tjener derved penge, som de deler ud som hjælp til projekter i Musikskolen, som vi 'normalt' ikke selv kan finde penge til,” skriver Musikskolen.
I Rytmisk Sal er der koncerter med Musikskolens mange rytmiske bands og orkestre. Her kan man gå ind og ud, når man har lyst, og de eneste pauser, der er i løbet af dagen, er den tid, det tager at skifte mellem to bands.
“Vi håber, at rigtig mange har lyst til at se vores fine lokaler og høre vores mange dygtige elever fra hele kommunen.”
Der er indvielse og gallakoncerter søndag den 6. marts fra klokken 13 - 17 i Musikskolen, Skolegade 7 - 9 i Horsens.