Lions og Rotary klar igen med retro- og antikmarked
Samarbejdet mellem Rotary og Lions omkring retro- og antikmarkedet kører bare. Næste weekend er der marked for 5. gang
?Retro, antikviteter og lopper er oppe i tiden, og det har de to velgørende foreninger Lions og Rotary i Rønde forstået at gribe på den rigtige måde.
I weekenden 29. og 30. oktober er der nemlig et stort retro- og antikmarked i Rønde Idrætscenter for femte gang, og interessen for at deltage er større end nogensinde før. De 140 stande har været udsolgt siden august, og der er folk på venteliste, hvis chancen skulle byde sig til at være med.
“Der kommer antikvitets- og retrohandlere fra hele landet. De stiller op sammen med almindelige mennesker, som har ryddet op i kældre og på lofter og tager de ting med på markedet, som de kan undvære og gerne vil dele med andre,” siger Erling Mikkelsen fra Rønde Rotary Klub, som venter op mod 4.000 gæster til næste weekends marked.
Ekstra attraktion
Til hvert marked sørger arrangørerne for en ekstra attraktion, og det bliver denne gang igen kunsthåndværkerne fra Kraka på Mols
“De havde en så god oplevelse sidst, at de meget gerne vil komme igen og vise, hvad de har lavet af nye ting siden sidst. De kommer med patchwork, trædrejeri, læder, filt, tasker, pileflet, betonsmykker, gas, strik, sæber og meget mere,” siger Erling Mikkelsen.
Til et godt marked hører også et godt måltid mad, og her stiller Rønde Idrætscenters køkken igen op med to klassikere til en overkommelig pris. Lørdag bliver der serveret nationalretten stegt flæsk med persillesovs, og om søndagen en god bøf med bearnaise.
Lutter frivillige bag markedet
Også denne gang er Rønde Sparekasse hovedsponsor for retro- og antikmarkedet.
“Det er i vores interesse, at der bliver skabt aktivitet i Rønde. Det bliver kørt professionelt af Lions og Rotary, og det tæller også, at der står mere end en forening bag, og at overskuddet går tilbage til lokalsamfundet,” siger direktør for Rønde Sparekasse, Ole Bonde.
Bag markedet står lutter frivillige fra de to velgørende foreninger, og overskuddet fra de første fire messer er på over 150.000 kroner, som er blevet fordelt ligeligt mellem de to klubber.
De donerer så hver deres del af overskuddet til humanitære formål, både i lokalsamfundet og i udlandet i forbindelse med naturkatastofer.