Fortsæt til indhold

Lige til at få migræne af ...

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

?“Vi håber, at få skabt en masse spændende idéer og aktiviteter på tværs, hvor der sættes fokus på fysisk bevægelse og kultur i nye sammenhænge for eksempel motionsløb på museer eller yoga i kirker, hvor man kan få en helt anden oplevelse af en ellers kendt idrætsform,” udtaler formand for udvalget sundhed, ældre og social Ole Bollesen i en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.
“Fuldmånebegivenheden kan forhåbentlig kick-starte en årlig tilbagevendende begivenhed i Syddjurs, hvor vi bliver 'bevæget' på mange måder,” supplerer formand for udvalget plan, udvikling og kultur Kirstine Bille, i samme pressemeddelelse.
Læser man videre, erfarer man, at det handler om et projekt, Move For Life, som DGI? Østjylland står bag og som skal fyres af under KULTURBY?AARHUS 2017.
Tanken er at skabe en begivenhed henover aftenen og natten 4.-5. november 2017, der samler indbyggerne i Region Midtjylland om motion og bevægelse i en utraditionel ramme.
Målsætningen er at præsentere mere end 100 lokale idræts­events i hele regionen og aktivere mindst 15.000 mennesker samtidigt.
?Syddjurs Kommune starter ud med en idéudviklingsworkshop for foreninger, kulturinstitutioner, ildsjæle samt private og kommunale virksomheder torsdag 3. november kl. 16-18 på Fregatten Jylland.
Motionsløb på museer og yoga i kirkerne?
Nej, hvor banebrydende, og nytænkende.
Tænk, at vi borgere i Syddjurs skal 'bevæges' en gang om året.
Det er helt fantastisk og et fremragende udtryk for foreningslivet i kommunen.
Det viser virkelig, at der er puls på overalt i kommunen.
Det næste må næsten blive, at alsangen bryder ud, så vi virkelig kan føle, at vi er i samme båd.
Dukker du op på torsdag, tilbyder DGI?Østjylland i tilgift, at enkelte deltagere kan blive koblet på en eventmakeruddannelse.
Eventmaker, fremragende ord på nudansk. Hvem vil ikke gerne være eventmaker og lære hele kongerækken af rigtige ord på engelsk-dansk eller er det dansk-engelsk?
Desværre. Jeg må melde afbud. Jeg er først ude at løbe med min løbeklub fra 1974, og dernæst er jeg på træningsbanen et sted i foreningslivet i Syddjurs for at træne et hold fodboldglade piger.
Håber mange andre fra det brede foreningsliv vil dukke op på torsdag for at blive kickstartet, hvis de da ikke har fået migræne på forhånd ..."