Boligselskabet B45 går helt i sort
Et samlet overskud på 6,1 mio. kroner i regnskabsåret 2015-2016 er et udtryk for, at ny strategi er begyndt at virke, mener direktør Anders Lisvad
Boligselskabet B45 er, efter flere års arbejde på at modernisere driften, begyndt at høste gevinsten. Samtlige afdelinger har i regnskabsåret 2015-2016 plus på bundlinien, og selskabet har samlet præsteret et overskud på 6.1 mio. kroner.
“Det er et resultat, vi er meget stolte af,” udtaler direktør i B45, Anders Lisvad. “Der er god grund til at rose alle vores medarbejdere for den store indsats, de har ydet for at gøre selskabet mere effektivt, ligesom organisationsbestyrelsen vedtog strategien og hele vejen igennem har bakket op om den.”
Direktøren pointerer, at den gode økonomi ikke er et resultat af huslejestigninger:
“I de få afdelinger der har oplevet stigninger, har de været meget beskedne. Overskuddet betyder derimod, at afdelingerne får ro på huslejen, fordi overskuddet bliver i den enkelte afdeling, konsoliderer dens økonomi og skaber et større råderum.”
“Rundt med smørekanden”
En forklaring på den forbedrede økonomi er, at boligselskabet har omorganiseret servicemedarbejderne, så de i dag arbejder langt mere rationelt end tidligere.
“Vi kunne for eksempel se, at vi ofte besøgte de samme boliger for at lave forskellige vedligeholdelsesarbejder. Nu gennemgår vi alle relevante ting i boligen, når vi alligevel er der, og tager, populært sagt, en tur rundt med smørekanden,” siger Anders Lisvad.
Nu fokuseres der udelukkende på forebyggende vedligeholdelse i boligerne.
“Det er sat i system, og den omlægning har reelt fået vores omkostninger til at styrtdykke.”
Maskinparken skåret til
B45 har gennem de sidste tre år sat lup på hele maskinparken.
“Vi kunne blandt andet se, at vi havde kapacitet til at klare rydningen efter den værst tænkelige snestorm. Nu har vi justeret, så vores egne maskiner kan klare mindst 95 procent af snerydningen, endda med stærkt reduceret saltforbrug, og så har vi lavet en samarbejdsaftale med en entreprenør, når sneen en sjælden gang imellem lukker helt til.”
Samtidig kan hele selskabets maskinpark nu bruges af alle afdelinger, og derfor er der indkøbt nye specialiserede maskiner, der er effektive og sparer mange mandetimer.
“Sidst, men ikke mindst, har vi udskiftet en række meget dyre traktorer med langt billigere og hurtigere servicebiler.”
Minimal vedligeholdelse
En del af den nye strategi har også været at bruge materialer med minimal vedligeholdelse ved nybyggeri og forbedringer.
“Det har naturligvis været en lidt større investering i nogle af byggeprojekterne, men vi kan nu se, at det frigiver mange ressourcer,” konkluderer Anders Lisvad.
På en netop overstået konference i Boligselskabernes Landsforening blev ti forskellige selskaber sammenlignet i en analyse foretaget af Rambøll. Her blev B45 fremhævet som dem med de laveste driftomkostning.
“Vi kan høre, at vi på mange områder har været tidligt i gang med vores omstruktureringer, og at det vækker stor opsigt. Også fordi vi samtidig er en relativ lille organisation, der typisk er dyrere at drive end de store boligselskaber,” siger en tilfreds Anders Lisvad.