Fortsæt til indhold

Statsministeren kommer til Brixtoftes bisættelse

Samfund
Helene Stolle

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager sammen med en række andre Venstre-folk i bisættelsen af Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte på fredag 18. november fra Stavnsholtkirken. Det skriver eb.dk.
Lars Løkke Rasmussen var nære venner med Peter Brixtofte, hvilket fremgik af det mindeord, som statsministeren sendte ved Peter Brixtoftes død tirsdag 8. november.
Læs også: Brixtofte var en ukuelig fighter: Havde planer om politisk comeback
"Peters styrke var hans drive og store engagement. Han havde store armbevægelser og så sig sjældent tilbage, og var meget utålmodig efter at skabe resultater. Som nyvalgt folketingspolitiker i 1994 fandt jeg – som alle liberale i min generation – stor inspiration i Peters engagement, hans evige udfordring af konventionelle løsninger og hans insisteren på altid at sætte mennesket først. Han var i den periode en 'konstruktiv systemkritiker'. Altid ivrig og altid på vej. Men iveren havde også sin pris – også på det personlige plan og for Peter Brixtoftes familie, som jeg sender mine tanker i aften. De har alt for tidligt mistet en levende og markant personlighed", skrev Lars Løkke Rasmussen.