Brixtofte bisættes i dag
I dag skal Peter Brixtofte, bisættes fra Stavnsholtkirken i Farum. Det sker klokken 13, og der kommer uden tvivl mange mennesker for at sige et sidste farvel til den tidligere borgmester, der i mange år var en bykonge i ordets bedste forstand.
Peter Brixtofte var borgmester i Farum Kommune fra 1986 til 2002, og han blev landskendt for sin noget utraditionelle måde at drive og styre en kommune på. Han sendte blandt andet byens pensionister på ferie sydpå, og han havde stor succes med at få indvandrere i arbejde.
Læs også: Statsministeren kommer til Brixtoftes bisættelse
Peter Brixtofte var en ildsjæl ud over alle grænser. Han elskede Farum, og det var måske også det, der var årsag til, at han til sidst gik over stregen og senere blev idømt en fængselsstraf for blandt andet mandatsvig. En dom, der betød, at Brixtofte måtte forlade sin borgmesterpost.
Der er ingen tvivl om, at Peter Brixtofte ændrede Farum for altid - på godt og ondt. Og selvom borgerne i byen i en årrække blev pålagt at betale mere i skat for at bøde for Brixtofte-sagen, så har en stor del af byens borgere aldrig glemt de gode ting, som Brixtofte stod for - ikke mindst hans måde at møde borgerne på. I øjenhøjde.
Stort fremmøde forventes
Netop på grund af Brixtoftes popularitet forventes der et stort fremmøde ved dagens bisættelse, som sognepræst Anne Have Christensen står for.
Der kan være 350 siddende gæster i selve kirkerummet i Stavnsholtkirken, men der forventes langt flere deltagere end det. Derfor har kirken sat højtalere op i den øvrige del af kirken samt udenfor, så alle får mulighed for at følge med i bisættelsen.
Læs også: Brixtofte var en ukuelig fighter: Havde planer om politisk comeback
Den store deltagelse, der forventes, kan også give nogle udfordringer rent parkeringsmæssigt. En del af parkeringspladserne ved Stavnsholtkirken er nemlig i gang med at blive renoveret, hvorfor de er spærret af. Men Brixtoftes familie henviser til, at man parkerer på grusparkeringen ved Farum Arena.