"Der er ingen tvivl om, at vi leverer den effekt, der efterspørges"
I løbet af den forgange uge har danske F-16 fly bombet Islamisk Stats hovedkvarter, og i alt fløjet ni missioner. Det oplyser forsvaret ifølge Ritzau.
De danske fly har angrebet mål i både Irak og Syrien, hvor der fra 26. oktober til 2. november er fløjet ni missioner med 10 nedkastninger af præcisionsbomber. I Irak har de danske fly blandt andet angrebet omkring Mosul, hvor koalitionsstyrkerne har indledt en offensiv for at befri den belejrede storby.
"Jeg er stolt over den indsats og effekt, som det danske bidrag til stadighed leverer i hele operationsområdet, som dækker både Irak og Syrien, og som kun kan lade sig gøre grundet den ekstraordinære indsats som personellet leverer både teknisk og operativt. Der er ingen tvivl om, at vi leverer den effekt, som koalitionen efterspørger og at vi gør en forskel i kampen mod ISIL (Islamisk Stat)," siger chefen for kampflybidraget, oberst Kim Jensen, på Forsvarets hjemmeside.
De danske kampfly har i alt fløjet 211 missioner og anvendt 308 præcisionsbomber, skriver krigeren.dk.