Fortsæt til indhold

Bonde Brøgger ikke færdig med lokalpolitik

Konservative Syddjurs kan regne med Jørgen Brøgger fire år mere, og det samme kan hans trofaste kreds af støtter i vælgerkorpset

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Selv om han lige har rundet de 70, så har Jørgen Brøgger, Attrup, ikke tænkt tanken overhovedet, at han er færdig med lokalpolitik eller lokalpolitik er færdig med ham.

Bonde Brøgger, som han tidligere kærligt blev tituleret af flere byrådskolleger med henvisning til erhvervet som landmand, mens navnebroderen, tidligere Ebeltoft borgmester Jørgen Brøgger (Borgerlisten Syddjurs) eller Borger Brøgger, endnu var blandt de 27 i byrådet, bedyrer, at han genopstiller ved Kommunalvalget i november 2017.

“Jeg er godt nok fyldt 70, men jeg er begunstiget af et godt helbred, og hvis vælgerne vil have det, så er jeg klar til fire år mere,” siger den tidligere Venstre-mand, der efter valget i 2013 klaskede døren i med et brag til Venstres grupperum på rådhuset i Ebeltoft.
Når Jørgen Brøgger bliver tosset, indkapsler han ikke sin vrede. Så kommer stridslysten op i ham, og så skal han bare have luft.

To forklaringer

Jørgen Brøgger var efter eget udsagn tosset over, at Venstre med nuværende borgmester Claus Wistoft i spidsen sprang fra den indgåede konstitueringsaftale på valgnatten, der gjorde Socialdemokratiets Jesper Mathiesen til borgmester.

Wistoft støttet af SF, DF, Liberal Alliance, Borgerlisten og Radikale Venstre lavede senere et barn på Jesper Mathiesen kort tid før det endelige, konstituerende møde i byrådssalen og gjorde denne så grædefærdig, at han kort efter forlod politik for stedse.

Brøggers afgang fra Venstre var nu mere begrundet i, hævdede de mest onde tunger, at han måtte overlade sit hjertebarn, formandsposten i Udvalget for Familie og Institutioner, til sin tidligere partifælle, Per Zeidler, nu Liberal Alliance.

Efter en kort periode som løsgænger meldte Jørgen Brøgger sig ind hos Det Konservative Folkeparti, der efter en decideret stemmemæssig nedsmeltning,som nærmede sig en deroute ved valget, var uden repræsentation i byrådssalen, men nu uventet blev det i form af en Venstre overløber.

Skolestruktur valgkamptema

Børne- og skoleområdet er og bliver Jørgen Brøggers hjertebarn, og den forhenværende skolebestyrelsesformand på Rosmus Skole er da også klar til at bringe fremtidens skolestruktur op som valgkamptema nummer et.

“Det er fint, at vi snakker branding af Syddjurs Kommune ved festlige lejligheder, men skal vi fortsat kunne få børnefamilier til at flytte hertil, så nytter det ikke noget, at vi skaber usikkerhed om skolestrukturen,” siger Jørgen Brøgger.

“Vi så det allerede, da vi i byrådet i foråret skulle diskutere ny økonomisk tildelingsmodel til vores skoler, hvor der kom en strukturdebat ind ad bagdøren. Den fik vi aldrig afsluttet helt, og derfor vil jeg forlange et klart svar fra de øvrige partier, så skolerne i Ådalen, Mørke, Thorsager og Rosmus ved, hvor de står, når det gælder deres fremtid. De vælgere, der skal sammensætte det nye byråd, har krav på at vide, hvordan partierne ser på fremtidens skolestruktur. Det er ikke nok bare at sige, at man vil bevare de nuværende skoler med den ene hånd, hvis man med den anden for eksempel vil ændre radikalt på ledelsesforhold og fjerne overbygningen på flere skoler.”

Jørgen Brøgger vil allerede varme op til valgkampen senere i denne måned ved det traditionelle politikermøde på Mols.

“Her vil det være uhyre interessant at høre fra min kolleger, hvem der har planer om at se en fremtid for Rosmus Skole og Molsskolen som filialer af Ebeltoft Skole,” lyder det fra Jørgen Brøgger, der startede i lokalpolitik i det daværende Ebeltoft Byråd i 2001 og har været med på en frontposition lige siden.

Skolernes forhold diskuterer han hver dag ved middagsbordet. Hans kone er lærer på Molsskolen.