Fortsæt til indhold

Børnekulturnatten står i lykkens tegn

Mange aktiviteter for børn rundt i Hornslet og på Kulturhotellet i Rønde til Børnekultur- natten på fredag

Samfund
Af Martin Schultz

Det fælles tema er ”Lykken er ….”, når der fredag 4. november mellem kl. 17 og 20 afholdes Børnekulturnat rundt omkring i Hornslet og på Kulturhotellet i Rønde.
”Det er næppe muligt at nå hele vejen rundt, så det er nok nødvendigt at vælge nogle aktiviteter ud,” tilråder bibliotekar Louise Stenmann Jørgensen, der står som koordinator af aktiviteterne i Hornslet.
Et kik i programmet afslører, at der er meget at høre på og deltage i både i Rønde og i Hornslet.
I Hornslet åbner Cirkus Aroma Børnekulturnatten på området foran det gamle rådhus med et ildshow. Efterfølgende kan børnene more sig på cirkuslegepladsen, hvor man også kan beundre en flot brandbil og snakke med brandmændene.
På biblioteket kan man høre historier og selv prøve sine evner af som digter, og både på biblioteket og ved Djurslands Bank kan man nyde børnekunstværker - hvis man da ikke er blevet så kold, at en gratis kop varm kakao lokker for meget henne på torvet ved Fakta.
Elever på Hornslet Skole sælger mad og drikke på svømmesalsgangen, og i gymnastiksalen står gymnaster fra Hornslet og Mørke-Ådalen klar med redskaber, så interesserede kan prøve at springe efter lykken.

Saml glimt af lykke

Ellers har Billedkunstlinjen på Syddjurs Kulturskole et mere stillesiddende tilbud i Ungdomsskolehuset, hvor der inspireres til at eksperimentere med farverne. Desuden lokkes i Ungdomsskolehuset med råd om, hvordan den enkelte kan påvirke sit liv i en lykkeligere retning.
I Hornslet Kirke, der i dagens anledning oplyses af levende lys, kan deltagerne i Børnekulturnatten gå rundt og samle sig en pose med glimt af lykke, opleve fortællinger og aktiviteter.
På Stejlbjerggaard Ridecenter, i den anden ende af Hornslet, er det muligt at prøve en ridetur.

Mad på mange måder

I Rønde afvikles alle aktiviteterne på Kulturhotellet på Hovedgaden, som kommer til at summe af liv.
Også her lægger arrangørerne op til en oplevelsesmættet Børnekulturnat 2016 med fokus på, at lykken er lutter lagkage - og på mad i alskens afskygninger.
Bag det overordnede tema ”Lykken er lutter lagkage” står Kulturskolen, Syddjurs Egnsteater, Syddjurs Bibliotek, kirkerne og Restaurant SMAG.
Deltagere i alle aldre kan for eksempel høre musik om mad, bygge madvarer i billedkunst, læse om mad, købe mad i caféen - og ikke mindst bare hygge sig. I løbet af aftenen vil man kunne opleve elever fra Kulturskolen optræde med sang og musik.
Kulturskolens elever har inden Børnekulturnatten øvet sig i to workshops under overskrifterne: ”Lykken er… trommer og slagtøj” samt ”Lykken er… orkester og sang”. Musikken såvel som de optrædendes kostumer kommer til at handle om mad.

Det meste er ganske gratis

Syddjurs Bibliotek holder en workshop på Kulturhotellet, og Thorsager, Bregnet og Feldballe kirker dækker i flere omgange op til 20 minutters festbanket.
”Vi tager udgangspunkt i en bibelsk fortælling om en konge, som holder en stor festbanket, hvor alle er med,” fortæller sogne- og ungdomspræst Anne Marie Poulsen Toldbod.
Aktiviteterne i Rønde er gratis, men vil man have noget af den lækre mad fra SMAG, skal man have pungen op.