Dylan, Cash og Donovan i forklædning
Trioen Kanstrup, Gleerup og Thomsen kommer hjem fra øvelejr tidsnok til to koncerter i Præstegårdsladen i Thorsager
Modne mandsstemmer, Martin-guitarer og melodiøs mandolinklimpren – dét er lyden, når de tre populære musikere:
Kanstrup, Gleerup og Thomsen stiller op til en ny koncertrunde i Præstegårdsladen i Thorsager fredag 18. og lørdag 19. november.
Folk-traditionen
Det meste er ved det gamle, og i hvert fald er hensigten som altid at samle publikum til et intimt samvær om musik, glæde og menneskenær refleksion.
De tre musikere, der bygger deres show op om en kombination af kendt sing-along-musik med afsæt i amerikansk og dansk folk-tradition og ledsagende fortællinger fra hverdagen, vil dog ikke udelukke, at der er nye sange og historier på repertoiret.
”Det afhænger af, om der er stemning for det – og ikke mindst, om vi når at lære nye numre og hitte på nye historier inden koncerten”, meddeler trioen, der netop nu er draget i intens træningscamp.
Dylan, Cash og Donovan
De tre Thorsager-musikere, der i det daglige har profession som hhv. biolog, sognepræst og guitarforhandler, spænder vidt i det musikalske udtryk. Dylan, Cash og Donovan ligger deres hjerte nær, men også Aakjær, Hausgaard og andre af de store danskere er repræsenteret i tenorenes brede repertoire.
Tilmed er der indslag af egne kompositioner og arrangementer, hvor det er nærværet, intensiteten i samspillet, instrumenteringen med strengeinstrumenterne og den flerstemmige sang, der er trioens varemærke.
Én ting er med sikkerhed ved det gamle: De to koncerter i Præstegårdsladen i Thorsager er en aktivitet, der skal højne den mellemfolkelige forståelse og give et økonomisk bidrag til dette arbejde.
Alle indtægter går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.