Fortsæt til indhold

Hvilke danske værdier er vigtigst? Her er kulturministerens top 20

Samfund
Jacob Nielsen

Kulturminister Bertel Haarder er i gang med at sammensætte en ny Danmarkskanon – et dannelsesprojekt, som skal bevidstgøre om de historiske og kulturelle samfundsværdier, traditioner og begivenheder, som i særlig grad har formet samfundet og befolkningen i Danmark.
I et Facebookopslag skrev Bertel Haarder den 27. december sidste år om kanoninitiativet:
"Den skal skabe debat og bevidsthed om vore værdier, ikke fordi vi er bedre end andre, men fordi vi skal kende os selv og vore forudsætninger. Det aktualiseres af flygtningestrømmen og globaliseringen. Som forfatteren Jens Christian Grøndahl skrev i går i Politiken, bør de, der vil være danskere eller europæere, 'have meget klarere besked om, hvad det indebærer, og hvad der er uforeneligt med livet her'. Altså: Vi skal være mere tydelige, når det gælder vore værdier og det, 'der er uforeneligt med livet her'. Vi skal ikke trække os tilbage, blot fordi der kommer nogle med en anden ballast. Det gælder også den kristne kultur. De fleste muslimer lader gladeligt deres børn gå til kristendomsundervisning, julegudstjeneste og salmesang. De har intet imod, at Danmark er et kristent land. Det er ateisterne, de ikke forstår!”
Befolkningen har sendt mere end 2.000 forslag ind, og nu er den lange inspirationsliste kogt ned til 20 punkter, som i dag er blevet offentliggjort på hjemmesiden danmarkskanon.dk.
Punkterne er:
- Håndværk
- Kort magtdistance
- Medmenneskelighed
- Folkelige bevægelser
- Den kristne kulturarv
- Kønsligestilling
- Hygge
- Plads til forskellighed
- Tillid
- Danmark i verden
- Foreningsliv og frivillighed
- Velfærdssamfundet
- Frisind
- Landskaber og bygningskultur
- Frihed
- Folkeoplysning
- Det danske sprog
- Andelstanken
- Lighed for loven
- Deltagende folkestyre
Frem til den 22. november kan du stemme på de samfundsværdier, du synes er vigtige at få med i den endelige Danmarkskanon som skal ende med kun 10 punkter. Den 12. december afsløres den endelige liste.