Erminia fik sin dansepartner via facebook
Et ungt par fra Hadbjerg har kun danset sammen siden nytår men er allerede danske mestre
Facebook kan bruges til mange ting. I Hadbjerg nær Hadsten glæder 14-årige Erminia sig over, at hun fandt en dansepartner ad den vej. En partner, som hun allerede sammen med har hevet DM i standarddans for junior 2 hjem.
"Det var træneren, som fandt Niko på facebook. Man kan lægge forskellige ting op, også på russisk, og så dukkede Niko op i Georgien," fortæller Erminia, som i januar i år kunne modtage Niko. I oktober blev de danske mestre efter et hårdt træningsprogram flere timer fem-seks gang om ugen.
Flere kalendere
Nu bor danseparret under samme tag hos Erminias forældre i Hadbjerg. Begge går i 9. klasse, Niko, 15 år, på Hadsten Skole, Erminia, 14, på den nærliggende Hadbjerg Skole. Og det er helt bevidst, at de ikke går på samme skole.
"Vi træner så meget og er så mange timer sammen, så for at vi begge kan få lidt fri, så er det den bedste løsning."
Erminias forældre Lisa Mirasola og Riccardo Mirasola sørger hver uge for transport til de unge tl Just Dance Studios i Højbjerg, 35 km væk.
"Vi har en kalender specielt for Erminia og Niko og så en for os andre," siger Lisa Mirasola.