Åstrup/Hammelev IF napper en sæson mere i Serie 2
Åstrup/Hammelev sluttede med at få et point ude mod Hornslet IF i 2-2 kamp
Åstrup/Hammelev IF kan trække vejret lettet og se IF Midtdjurs tage elevatoren ned i Serie 3.
I det tætte nedrykningsopgør i Serie 2 kunne Åstrup/Hammelev IF i værste fald ryge ud af Serie 2, men Grenaa IF gjorde arbejdet færdigt ved at slå IF Midtdjurs, og med et uafgjort resultat 2-2 mod Hornslet IF på kunstgræsbanen i Hornslet endte sæsonen oven i købet med luft ned til stregen for Åstrup/Hammelev IF.
Mens Hornslet IF således mest havde æren at spille for, så var der overlevelse på spil for Åstrup/Hammelev, da kampen blev fløjtet i gang lørdag kl. 13.30.
”Vi havde givet hinanden hånden på, at vi skulle slutte ordentligt af,” siger Martin Winther fra Hornslet IF's trænertrio.
”Åstrup/Hammelev gør det godt og presser os, mens de har luft, men vi brænder altså to straffespark ved Nicklas Badstue og Jacob Krebs Ulrich i løbet af kampen. Vi bruger mange chancer for at score de to mål, men set over hele kampen er det ikke ufortjent, at den ender 2 - 2,” siger Martin Winther.
Hornslet IF kom foran efter godt en halv time på et mål af Jeppe Horsdal, men få minutter senere udlignende Mathias Busse for Åstrup/Hammelev IF, da han ved bagerste stolpe headede et godt indlæg fra Emil Mortensen i mål.
”Det var et flot mål lige efter bogen,” siger Åstrup/Hammelev-træner Kim Busse.
En godkendt sæsæon i Hornslet IF
Et kvarter ind i 2. halvleg kom Åstrup/Hammelev foran, da Jonathan Henig med hovedet kunne sende et frispark i mål ved bagerste stolpe.
Med godt ti minutter igen udlignede Emil Lyngholt til 2-2, og selv om Hornslet IF pressede på for at få sejren, så forblev resultatet et ”retfærdigt uafgjort”, som Martin Winther udtrykker det. Og det selvom hans hold brændte to straffespark, som Åstrup/Hammelevs målmand Christian Rygaard i begge tilfælde klarede – ovenikøbet i hver sin side af målet.
”Vi synes vi har haft en godkendt sæson. De tre første kampe kendte trænere og spillere dårligt nok hinanden og spillerne var ikke i form, og de to sidste kampe havde vi ikke noget at spille for. Men i de mellemliggende syv kampe synes vi, at vi spillede godt,” siger Martin Winther, som med kort varsel i sommer trådte til som træner sammen med Niels ”Niller” Rasmussen og Gert Knudsen.
Emil Lyngholt blev kåret til kampens spiller på Hornslet IF's hold og senere på aftenen blev en af dagens målscorere Jeppe Horsdal kåret som Årets spiller.
Andreas Busse stopper i Åstrup/Hammelev IF
I Åstrup/Hammelev IF kan man glæde sig over at have sikret sig endnu en sæson i Serie 2 efter et efterår, hvor træner Kim Busse som forventet måtte vise stor opfindsomhed for at samle hold til alle kampe.
”Vi har brugt 28 forskellige spillere i løbet af efteråret, men vi reddede os trods alt i en svær sæson. Vi fik assistance fra spillere som Andreas Bang, Christian Rygaard og Emil Mortensen i de sidste fire kampe. Til gengæld blev vores topscorer Andreas Busse skadet i kampen mod Auning og var ikke med i de sidste tre kampe,” siger Kim Busse.
Læs også: Lokalt stortalent skifter til nyoprykkede Søften GF
Holdets suveræne topscorer Andreas Busse skifter forøvrigt klub og spiller i foråret i den nyoprykkede Jyllandsserieklub Søften GF. Også målmand Christian Rygaard skifter trøje og spiller i foråret i FC Djursland.
Christian Rygaard blev kåret til kampens spiller, mens Emil Mortensen blev kampens fighter.