Da dum da dum ...
"Jan Bo Allermann, bestyrelsesformand for DJURS Wind Power, nærer særdeles stærke sympatier for partiet Venstre, indrømmer han gerne.
Derfor begræder han også at skulle sige til citat, at det set med en erhvervsmands øjne er meget lettere at finde forståelse for erhvervslivets forhold hos 'de røde' end hos den borgerlige fløj i Norddjurs Kommunalbestyrelse.
Udtalelsen fra Jan Bo Allermann faldt til overtegnede i forbindelse med, at DJURS Wind Power besluttede at takke nej til en ny samarbejdsaftale med Norddjurs Kommune, når der bliver sat punktum for den nuværende aftale ved årsskiftet.
Den manglende konsensus i kommunalbestyrelsen er DJURS Wind Powers argument for at trække stikket.
Jan Bo Allermann sætter ikke navne på, men ingen tvivl om, at det er Venstre især og løsgænger Harald Grønlund, tidligere formand for Djurslands Erhvervsråd, som han og resten af bestyrelsen ser som en samlet rød klud og en forhindring for et fortsat samarbejde.
Venstres Hans Husum har tidligere udtalt til Lokalavisen, at for Venstre har det aldrig været meningen, at der hvert år skulle afsættes et fast beløb i budgettet til erhvervsnetværket DJURS Wind Power, som samme Husum ellers har fastslået har været en enestående succes. Modsat Harald Grønlund, der ikke kan skjule, at han ikke mener, at DJURS Wind Power er den guldåre, som borgmester Jan Petersen snakker så meget om tidligt og silde.
Fair nok, men hvorfor så ikke sige det på et kommunalbestyrelsesmøde, når lejligheden byder sig.
På sidste uges kommunalbestyrelsesmøde, hvor man politisk skulle tage til efterretning, at samarbejdet med DJURS Wind Power slutter ved årsskiftet, var en samlet Venstre gruppe og Grønlund tavse som graven.
SF's Mads Nikolajsen prøvede ellers at provokere dem til at åbne munden ved at takke Venstre og Grønlund for at være skyld i, at det formaliserede samarbejde med DJURS Wind Power nu er gået fløjten.
Det er kort og godt mangel på respekt, at Venstre og Grønlund ikke gider/tør begrunde på rette tid og sted, hvorfor de synes, at det er fantastisk, at DJURS Wind Power og Norddjurs Kommune snart går hver til sit.
Når man siger, at DJURS Wind Power ikke har lavet noget for de skatteyderpenge, som netværket er blevet stillet til rådighed, så må man som borger forlange, at det bliver begrundet på et kommunalbestyrelsesmøde og ikke kun som sjov sovs uden salt på de sociale medier.
Tavsheden var larmende hos Venstre og Harald Grønlund. Da dum da dum ...."