Bliv tjekket for diabetes på Dokk1
Mandag 14. november er af FN udnævnt til at være Verdens Diabetes dag. Derfor kan aarhusianere på søndag blive testet for sygdommen søndag 13. november
Mere end 11.000 aarhusianere går rundt med type 2 diabetes uden at vide det. Det kan være en alvorlig sag – især fordi det er muligt at få gjort noget ved sygdommen, særligt hvis den opdages i tide, skriver Sundhed og Omsorg i en pressemeddelelse.
Søndag 13. november fra klokken 12 – 16 kan alle få lavet en risikotest for diabetes 2 på Dokk1 i Aarhus i anledning af Verdens Diabetes dag.
Det er Folkesundhed Aarhus, der deltager i et stort arrangement arrangeret af Diabetesforeningen. På en stand vil afdelingens medarbejdere tilbyde en risikotest, der ud over at give en vurdering af sandsynligheden for diabetes, også kan danne baggrund for en snak om de tilbud som Folkesundhed Aarhus har.
Diabetes er en folkesygdom, som spreder sig med foruroligende hast. Antallet af danskere, der lider af sygdommen, er fordoblet de seneste 10 år, sådan at 320.000 mennesker i dag har diabetes, og tallet er stigende. For diabetes 2 alene er der 200.000, der har sygdommen uden at vide det og 750.000 skønnes at have et forstadie til diabetes.
Diabetes 2 skyldes mange ting – blandt andet er det i nogen grad arveligt betinget, men livsstil, som kost og vægt spiller også en rolle.
Derfor kan diabetes 2 til dels forebygges, og hvis man har sygdommen, kan man forebygge en del af følgesygdommene. Det kan medarbejderne på Folkesundheds stand på Dokk1 fortælle meget mere om.
"For at kunne gøre noget ved sin sygdom er det vigtigt, at man kender til den. Diabetes er en sygdom, der i starten kan have uklare symptomer. Jeg vil derfor opfordre folk til at møde op på Dokk1 på søndag og få en snak og eventuelt en risikotest hos Folkesundheds medarbejdere," siger rådmand Jette Skive.