Fortsæt til indhold

Moesgaard Museum skal have ny direktør

Jan Skamby Madsen træder tilbage med udgangen af november

Samfund
Arkiv

Moesgaard Museums direktør, Jan Skamby Madsen, forlader med udgangen af november posten som leder af det succesfulde museum, der sidste år havde over en halv million besøgende.
Det betyder, at museet fra 1. december 2016 skal have ny direktør.
Til november er det 20 år siden Jan Skamby Madsen tiltrådte stillingen som direktør for Moesgaard Museum. Han kom dengang fra en stilling som leder af Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Jan Skamby Madsen, der er 68 år, forlader dog ikke helt Moesgaard Museum. Det er aftalt, at han arbejder videre med et filmudstillingsprojekt til Kulturhovedstad Aarhus 2017 og er med i færdiggørelsen af den permanente middelalderudstilling, som museet åbner i efteråret 2017.
"Det har været 20 gode år på Moesgaard; det har rent faktisk været en fornøjelse. Det er et vidunderligt sted med en meget kvalificeret medarbejderstab og en god bestyrelse. Sammen har vi gennem de sidste mange år skabt nogle nye rammer og visioner for museet for at sikre en god udvikling i de kommende år. For mit eget vedkommende har det hele tiden ligget i kortene, at når de mange ombygninger af det gamle herregårdsanlæg var på plads, og ikke mindst når den nye udstillingsbygning var åbnet og driften afprøvet gennem et par år, ville det være på tide at sige farvel og lade nye kræfter komme til," siger Jan Skamby Madsen i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen for Moesgaard Museum har med beklagelse og forståelse accepteret Jan Skamby Madsens ansøgning om at fratræde som direktør.

"Jan Skamby Madsens virke på Moesgaard Museum har været helt exceptionelt. Det er med stor taknemmelighed, at bestyrelsen ser tilbage på de år, hvor Jan sammen med museets mange, dygtige medarbejdere har gennemført de fantastiske ændringer på museet: Nyt udstillingskoncept, ny museumsbygning, intensiveret samarbejde med Aarhus Universitet, publikumsrekord og alt dette i et samarbejde med medarbejderne, som på trods af meget og ind imellem hektisk arbejde lyser af glæde og stolthed over, hvad der er opnået," siger bestyrelsesformand Johannes Flensted-Jensen i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen vil nu tilrettelægge en ansættelsesprocedure startende med et stillingsopslag i starten af juni 2016 og forventet tiltrædelse 1. december 2016.
/KSA