Fortsæt til indhold

AGF henter nyt blod til den kommercielle afdeling

Samfund
Arkiv

AGF opruster i den kommercielle organisation med ansættelsen af Søren Højlund Carlsen som ny kommunikationschef. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
"Søren har den helt rette profil og baggrund til at styrke vores kommunikation med fans, medier og samarbejdspartnere. Han er dygtig til at navigere på forskellige medieplatforme og tænker kommunikationen ind i en strategisk sammenhæng. Samtidig har han allerede et indgående kendskab til vores forretning, fordi han har fulgt klubben tæt gennem mange år og løst flere opgaver for selskabet på frivillig basis," siger administrerende direktør i AGF, Jacob Nielsen, og fortsætter:
"Vi har stor tiltro til, at han kan være med til at få vores sportslige og kommercielle budskaber udbredt i endnu højere grad. Vi oplever fremgang på mange parametre, og den udvikling skal Søren være med til at understøtte og forstærke ved at skabe en hvid tråd i kommunikationen af alle vores aktiviteter og i vores dialog med omverdenen."
42-årige Søren Højlund Carlsen er uddannet journalist og har siden 2003 arbejdet med kommunikation og traditionel journalistik. Han kommer fra en stilling som projektchef i Turbine Forlaget, hvor han var leder og producent i afdelingen for film og fjernsyn, samt PR-ansvarlig. Tidligere har han blandt andet været tilrettelægger på DR, chef for Mediehus Aarhus og rådgiver og partner i Rescu Kommunikation. Han har tillige skrevet flere bøger - blandt andet “Århus i hjertet” og “Jeg er nummer 11”.