Fortsæt til indhold

"Hvad helvede bilder folk sig ind at tage MIN hund!"

Samfund
Af Christina S. Johansen

Et halsbånd smidt på fliserne, en åben havelåge, men ingen hund. Det syn mødte Janni Vinther fra Sabro, da hun i formiddags kom hjem og forventede at blive budt velkommen af familiens lille hund Ozzy.
Ozzy var dog pist væk. Han er forsvundet omkring klokken 9.45. Den 16 måneder gamle hund har ikke selv kunnet tage sit halsbånd af og stikke af, oplyser Janni Vinther til Lokalavisen Aarhus:
"Det her halsbånd er svært at fjerne, og lågen er desuden to meter høj," fortæller Janni Vinther.
Da situationens alvor gik op for hende, meldte hun Ozzy stjålet hos politiet og for så til tasterne på Facebook, hvor hun efterlyste familiens elskede hund:
"Dusør på 7.500 kroner gives til den, der kommer med min hund! Jeg er ligeglad med, hvor du har ham fra, bare han er ok! Hvis i ser ham eller finder ham, vil I så ikke skrive eller ringe på 30 29 71 80 til mig. Han er ikke bare et kæledyr for os, han er en del af familien, og vi vil gerne havde ham hjem igen," skriver hun i opslaget, som i skrivende stund er delt 675 gange.
Hun skriver desuden:
"Hvad helvede bilder folk sig ind at tage MIN hund!"
Til Lokalavisen Aarhus oplyser Janni Vinther desuden klokken 19.45:
"Jeg er lige blevet ringet op af en dame fra Lisbjerg, som mener, hun har set Ozzy sammen med to andre hunde og en ældre, dansk mand. Men mere ved jeg ikke lige nu. Herhjemme har vi det ikke ret godt. Det er ikke sjovt, når man går rundt i uvished. Og som sagt, så er han jo en del af familien, så han er meget savnet!"

Privatfoto