Fortsæt til indhold

Historien om præsten og digteren fra Vedersø

Kaj Munk kenderen Bjarne Nielsen Brovst fortæller om digterpræsten i Tved Forsamlingshus

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

”De tusind år - så blev de væk/ i morges klokken fem af skræk,” skrev Kaj Munk, samme dag som Danmark blev besat 9. april 1940.
Den 4. januar 1944 blev Kaj Munk i Vedersø præstegård opsøgt af tyske terrorister med en dansk chauffør ved rattet i den bil, som kørte af sted med ham. De tyske terrorister skød Kaj Munk ved vejkanten i Hørbylunde Bakker ved Silkeborg.
En velkendt historie for vel de fleste danskere, men hvem var han egentlig, præsten, der skrev henført om Tyskland og landets heroisme i 1930'erne, før det gik op for ham, at han var på vej ud af en livsfarlig tangent.

Den stærke mand

Efter den 9. april 1940 kom Kaj Munk, født og opvokset på Lolland, til den erkendelse, at der kun fandtes én virkelig stærk mand: Gud.
Tidligere kulturminister Per Stig Møller (C) skrev i 2000 en vægtig biografi om Kaj Munk, og inden da havde tidligere højskoleforstander Bjarne Nielsen Brovst i 1992 og 1993 skrevet sit ultimative værk om digterpræsten, som han frem til da havde beskæftiget sig med siden sin pure ungdom.
Bjarne Nielsen Brovst tager tråden op igen, når han onsdag 23. november fortæller om Kaj Munk i Tved Forsamlingshus klokken 19.30.