Fortsæt til indhold

Fire personer anholdt og sigtet for indbrud i villa syd for Horsens

Samfund
Jeppe Rafn

Fire personer er blevet anholdt og sigtet for at have begået et indbrud i en villa på Purhøjvej, der ligger ved Bjerre lidt syd for Horsens. Ved indbruddet blev der blandt andet stjålet en Børge Mogensen klapstol og en PH lampe.
Personerne blev anholdt tirsdag eftermiddag nogle timer efter indbruddet, der skete klokken 12.26.
Horsens Lokalpoliti ønsker ikke at komme ind på de nærmere omstændigheder, der ledte politiet på sporet af de formodede gerningspersoner, som kommer fra Vejle og Daugård.
Det drejer sig om to mænd fra Vejle på 29 og 30 år, en 24-årig kvinde fra Daugård og en 28-årig mand fra Daugård. Sidstnævnte har erkendt, at han har deltaget i indbruddet og givet tyvekosterne videre til en ukendt person. De tre andre nægter sig skyldige, men er stadig sigtet i sagen.
De blev alle afhørt i løbet af tirsdag og løsladt kort før midnat.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.