Fortsæt til indhold

Daniel Carlsen på besøg hos unge konservative i Horsens

Samfund
Jeppe Rafn

"Vi skal også lytte til dem, vi ikke er enige med."
Sådan forklarer Thomas Højgaard, formand for Horsens Konservativ Ungdom, at det lokale ungdomsparti i går aftes havde inviteret Daniel Carlsen fra Danskernes Part til Horsens for at holde et oplæg om hans visioner for Danmark.
"Jeg kunne aldrig selv finde på at stemme på Danskernes Parti, men det var spændende at høre om deres visioner," siger Thomas Højgaard, formand for KU Horsens.
Daniel Carlsen er stifter af og formand for Danskernes Parti, der har det som sin mærkesag at 'hjemsende ikke-vestlige personer fra Danmark og stoppe den ikke-vestlige indvandring med det formål at bevare det danske folk.'
Daniel Carlsen er en noget omstridt person i dansk politik, især på grund af hans fortid som medlem af det nynazistiske parti Danmarks Nationalsocialistiske Parti, DNSB.
"Selvom Konservativ Ungdom ikke er enige med Daniel Carlsen, så mener jeg, at det er vigtigt at jeg udfordrer mine medlemmers og mine egne holdninger ved også at lytte til det ekstreme. Noget af det fedeste ved at være politisk aktiv er at få lov at møde holdninger, man ikke er enig i," siger KU lokalformand Thomas Højgaard i en pressemeddelelse.
"Vi går i KU ind for en fri og åben debat, hvor de saglige argumenter vinder. Vi mener ikke at man skal gemme andres holdninger væk. De skal ud i det fri, hvor vi kan debattere dem," siger Thomas Højgaard.
Han fortæller, at der kom 35-40 personer til aftenen med Daniel Carlsen. Deriblandt mange, der ikke er medlem af et ungdomspolitisk parti.
Daniel Carlsen stiftede Danskernes Parti i 2011. Partiet stillede i 2013 op til kommunalvalget i flere kommuner, dog uden at opnå valg.