Aarhus finder talenter for håndværk
Godt 1.000 skolebørn dyster om en plads i den landsdækkende Skills Skolestafet i CERES Park & Arena 17. november.
Hvem har teknisk snilde? Hvem er hurtigst? Og hvem kan holde hovedet koldt, når uret tikker, og presset stiger? De spørgsmål bliver besvaret 17. november, når godt 1000 8. klasses elever fra 21 Aarhus-skoler mødes til det årlige Aarhusmesterskab i Skills Skolestafet i CERES Park & Arena.
Vinderne går videre til den landsdækkende skolestafet, der finder sted sammen med DM i Skills – Danmarksmesterskabet for lærlinge. DM i Skills finder sted i Aalborg til januar. Desuden belønnes de seks bedste klasser i Aarhusmesterskabet med en tur i BIOCITY.
"Skills Skolestafet giver mulighed for at prøve kræfter med de faglige uddannelser på en sjov og underholdende måde. Det er der brug for. Der er så mange muligheder på erhvervsområdet, og virksomhederne har brug for de unge, så vi skal vise dem bredden i uddannelserne. Det er skolestafetten med til. En murerkasket er lige så god som en studenterhue," siger Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.