"Er du overhovedet Hugos far?"
Forældreparret Emil Broløkke Antonsen og Kamilla Hjorth Thomsen fik sig noget af en gedigen overraskelse under dåben af deres ca fem måneder gamle søn Hugo. For ikke bare tvang præsten forældrene til at døbe ham med et andet efternavn end planlagt - præsten anfægtede også, om Emil overhovedet var far til den lille dreng. Det skriver fyens.dk.
Det hele fandt sted lørdag den 5. november i Vor Frue Kirke i Assens. Og hele misæren startede, da præsten, der døbte barnet, ikke havde det rigtige navn stående i papirerne og valgte at holde fast i, at det var navnet på papiret, der var det rigtige.
"Præsten spørger vores gudmor; hvad skal barnet hedde. Der siger gudmoderen så navnet, hvorefter præsten siger, at det ikke er det, som står i hendes papirer. Vi står alle sammen og er målløse," siger Kamilla Hjort Thomsen til fyens.dk.
Gudmoderen og forældrene forsøger at gøre præsten opmærksom på fejlen i papirerne, men i stedet for at rette det på stedet, så vælger præsten at anfægte om Emil overhoved er far til Hugo.
"Det er ikke så meget det, at der blevet skrevet et forkert navn, men det er mere den måde, som præsten tacklede det på inde i kirken," siger 22-årige Kamilla Hjorth Thomsen fyens.dk og uddyber:
"Præsten spørger ind til faderskabet og spørger, om min kæreste nu er faderen. Det siger vi selvfølgelig ja til, hvorefter hun spørger ind til, om vi har underskrevet faderskabs papirerne. Hun bliver bare ved med at tvære i det og siger til sidst, at hun er nødt til at døbe ham Thomsen."
Derfor blev Hugo Emil Hjorth Antonsen døbt Hugo Emil Hjorth Thomsen.
Hele epsioden har selvfølgelig gjort parret voldsomt kede af det, og det viser sig faktisk, at det overhovedet ikke er parrets skyld. Fyens.dk fortæller, at de har set den mail som forældrene sendte med barnets navn, hvor det rigtige står, samt set en video fra dåben, der bevidner episoden.
Kirkekontoret har efterfølgende sagt, at de virkelig er kede af det og har sagt undskyld, fordi det med deres ord, var det værste, der kunne ske.
Det lykkedes ikke Fyens Stiftstidende at få fat på den omtalte præst - hverken per telefon eller mail. Provst Ole Hyldegaard Hansen og biskop Tine Lindhardt har ikke ønsket at kommentere på sagen.