Neurologisk Afdeling vinder årets Integrationspris
Borgmester Jacob Bundsgaard overrakte prisen.
Der var ros og anerkendelse til de tre nominerede – IKEA, Dansk Supermarked og Aarhus Universitetshospital - ved dagens overrækkelse af integrationsprisen for deres flotte indsats på integrationsområdet.
Det var dog Aarhus Universitetshospital, der løb med prisen, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”I har gennem uddannelse og kursusforløb gjort et flot stykke integrationsarbejde ved at give adgang til arbejde og uddannelse inden for sundhedssektoren. I har ligeledes udvist godt engagement og stor ejerskabsfølelse for at få det til at lykkes,” sagde borgmester Jacob Bundsgaard, der overrakte prisen.
Aarhus Universitetshospital har givet flygtninge forskellige optræningsforløb. Undervejs har alle deltagerne gennemført et hygiejnekursus, ligesom de er blevet introduceret til de forskellige arbejds- og uddannelsesmuligheder i sundhedssektoren.
Det er i år 13. gang prisen uddeles. Sidste år vandt Enemærk & Petersen (2015).
dp