Fortsæt til indhold

Aastrup/Hammelev-Grenaa tordner derudaf ... (mod 2. division)

Trods savnet af en skadet Joachim Pedersen lykkedes det Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer at hive en snæver 29-28 sejr i land over Team Favrskov Håndbold

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHG's) håndboldherrer fører 3. division efter otte spillerunder. Den havde selv ikke den største optimist set komme, da træningen startede efter sommerferien, og trænerduoen Peter Schilling Laursen og Carsten Vikkelsø Jensen gjorde mandtal.
Flere stamspillere var ikke længere til rådighed, så tilgang var nødvendigt. Nye unge, sultne gutter blev hevet ind via kontakter til de tilbageværende spillere i truppen og den nye cheftræner Peter Schilling Laursen.
Ingen af de nye har vist sig at være lottokuponer. Tværtimod har de fra deres første optrædender været klare forstærkninger.
Et godt eksempel er den lille venstrefløj, Lasse Mogensen, men den karakteristiske pisk i nakken. Han har gjort det til en vane at blive topscorer uanset næsten, hvor meget spilletid, der bliver ham til del.
Lasse Mogensen scorede 12 gange på 14 forsøg, heraf fem på straffekast, da ÅHG i Søften Idræts- og Kulturcenter besejrede upåagtede Team Favrskov Håndbold med 29-28 (14-14). Hjemmeholdet havde den tidligere ÅHG-fløj Andreas Lundsteen Minke med i rækkerne, men han gjorde ikke meget væsen af sig, ifølge assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen.
"Det gjorde derimod Martin Lundsgaard, der både spillede back og fløj. Han gjorde flere gange ondt på os med sit hurtige fodskifte og sin dynamik og scorede vel 10-12 mål," siger Carsten Vikkelsø Jensen.

Unødig spænding

ÅHG måtte undvære en skadet Joachim Pedersen på højre back. Den unge tømrerlærling var blevet skadet på jobbet. (Faldt ned fra en stige)
Dermed var gæsterne tvunget til at ommøblere i bagkæden, så Jannek de Place overtog højreback og Rasmus Josefsen playmaker-positionen, mens Frederik Lyng startede på venstre back.
"De spillede stort set 60 minutter og gjorde det godt. Ikke mindst Jannek de Place, der havde næstsidste hånd på mange scoringer, og ligeledes tog ansvaret på sig i den hektiske slutfase," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
ÅHG havde Jonas Pedersen og André 'Topper' Nielsen siddende på bænken i samtlige 60 minutter. Førstnævnte, der døjer med sit dårlige knæ, blev skrevet på holdkortet i stedet for Joachim Pedersen, mens André 'Topper' Nielsen nu er på nippet til at skulle opereres i sin dårlige skulder.
"Team Favrskov er langt bedre end stillingen umiddelbart viser. Et ungt hold med masser af fart og talentfulde spillere, og de gav os en jævnbyrdig kamp," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
To minutter før tid førte ÅHG imidlertid 28-24, og dermed burde kampen reelt have været lukket, men gæsternes gamle dødssynd med at oversatse i stedet for bogstaveligt talt at "gemme bolden under trøjen" gjorde sig igen gældende.
"Da vi er foran 29-28, smider vi bolden og giver dem 15 sekunder til at udligne i, men det gjorde de heldigvis ikke," siger assistenttræneren.

God kamp af Kristoffer Petersen og Mittet

På trods af de 28 scoringer stod Kristoffer Petersen en god kamp i målet.
"Vi burde selvfølgelig have holdt dem på 25 mål, når vi to minutter før tid har dem nede i sækken. Det er ikke Kristoffers skyld, at de scorer fire mål i en håndevending på 120 sekunder," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Kristoffer Petersens afløser i målet, Kasper Thorsted, var kun inde ved to straffekast.
Assistenttræneren var også svært tilfreds med højrefløjen Andreas Lahn Mittet, der efter en scoringspause denne gang fik scoret tre mål.
ÅHG skal forsvare førstepladsen, når Viby søndag kommer på besøg i Grenaa Idrætscenter klokken 14.10.
"Vi håber, at Joachim Pedersen er med igen mod Viby, selv om hans afløsere gjorde det fint mod Team Favrskov. Joachim er trods alt god for 6-7 mål pr. kamp med sin venstrehånd og skaber plads til de andre," siger Carsten Vikkelsø Jensen.