Fortsæt til indhold

"Alle skal have en god jul"

Har du udsigt til at skulle sidde alene juleaften, så læs med her

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

George Kroer, Thorsager, og hans faste makker, Pernille Busch, Skanderborg, er atter klar med et juleaftenstilbud til de mennesker i lokalområdet, der har udsigt til at skulle sidde muttersalene juleaften.

Duoen arrangerer atter juleaften for enlige og ensomme, Juleaften i Fællesskab, 24. december i Rotary Røndes lokaler på Hovedgaden 41.

“Det bliver en juleaften, som vi elsker den, når den er bedst i Danmark med mad, juletræ, gaver, julepynt og masser af hygge.,” lover George Kroer, født og opvokset i Bjødstrup, og alenefar til til to teenagere.

“Jeg skal være sammen med mine børn i år juleaften, så jeg kommer ikke selv til arrangementet i Rønde, men Pernille kommer, og hun er en knag til at sørge for god julestemning og at alle deltagere har det godt sammen,” siger den tidligere slagtermester i Dagli'Brugsen i Thorsager som nu arbejder i SuperBrugsen Løgten.

Plads til 30-35

Tilmeldingerne til juleaften i Rønde er begyndt at tikke ind.

“Vi ved af erfaring, at de sidste først tilmelder sig i sidste øjeblik, men af hensyn til mad og planlægning har vi sat 14. december som sidste tilmeldingsfrist,” siger George Kroer.

Der er plads til 30-35 gæster i Rotarys lokaler.

“Man skal være over 18 år for at være med, men ellers er der der ingen begrænsninger,” siger George Kroer.

And, gaver og pakkespil

Duoen har atter allieret sig med den lokale kok Peter Frew Jakobsen til at trylle en god julemiddag frem med alt, hvad hjertet kan begære.

“Det bliver en julemiddag helt efter bogen, og der bliver ikke sparet på noget,” lover en entusiastisk George Kroer.

Efter middagen vanker der også en julegave og pakkespil plus kaffe og mundgodt.

Der serveres ikke alkohol, og det er heller ikke tilladt at medbringe våde varer.

Sådan kommer du med

Det koster kun 50 kroner at være med.

Arrangørerne har fået do­­nationer fra Rotary Rønde, lokale virksomheder, butikker og privat personer.

Café Campus i Rønde sørger for bagværk.

Tilmelding senest 14. december til Pernille Busch - telefon: 20860178.