Fortsæt til indhold

Syddjurs suger friluftspenge til sig

Syddjurs er blandt de kommuner, som får støtte til flest friluftsprojekter fra Friluftsrådets udlodningsmidler til friluftsliv

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Friluftsrådet har lavet en opgørelse over, hvor i landet der er givet tilskud til projekter i perioden 1. januar 2010- 1. juli 2016.

Den viser, at der især er mange projekter i Vejle, Syddjurs, Faaborg-Midtfyn og Viborg Kommuner, der har fået tilskud.

I perioden 1. januar 2010 - 1. juli 2016 fik Syddjurs foreninger, institutioner, borgergrupper og kommunen selv støtte til 80 projekter. Det samlede tilskud lød på 10.556.900 kroner.

Kun Vejle med 102 projekter præsterede bedre.

Har ikke været målrettede

Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) var ikke klar over, at Syddjurs Kommune lå placeret så højt oppe på rangstigen.

“Vi har ikke i kommunen en speciel strategi målrettet Friluftsrådets midler, men min forklaring er, at vi har fået pænt mange penge til at anlægge cykelstier inden for for eksempel Nationalparkens område,” siger Claus Wistoft.

“Nationalparken giver os selvfølgelig en fortrinsstilling, men de tal du nævner viser for mig den store mangfoldighed af engagerede foreninger på fritidsområdet som benytter naturen til at lave forskellige projekter.”

Mere end Aarhus

De fire storbykommuner, København, Odense, Århus og Aalborg er undtaget fra opgørelsen.

Drager man dem ind i undersøgelsen, rokker det imidlertid ikke ved, at Syddjurs er helt fremme på beatet.

“Syddjurs er den kommune, der har fået flest midler fra Friluftsrådet i den pågældende periode, og selv om man tager København Aarhus, Odense og Aalborg med i sammenligningen, så er det rent faktisk kun hovedstaden, der har fået flere penge end Syddjurs,” fortæller Lene Bidstrup, kommunikationskonsulent i Friluftsrådet.

Huskekage til regeringen

I øjeblikket er regeringen i gang med forhandlinger om, hvordan udlodningsmidlerne, som kommer fra overskuddet af Dansk Lotteri Spil og Det Danske Klasselotteri, for fremtiden skal fordeles.

“Vi er glade for, at regeringen i det nye regeringsgrundlag skriver, at man vil styrke det frie foreningsliv. Vi håber bare, at man også husker på, at friluftsliv også i høj grad er foreningsbaseret, og at udlodningsmidlerne til friluftsliv kommer mange lokale fællesskaber rundt omkring i landet til gode,” siger Lars Mortensen, formand for Friluftsrådet, i en pressemeddelelse.

Fire nye projekter

Efter opgørelsen blev lavet (dvs. efter 1. juli 2016), er der også blevet givet tilskud til følgende projekter i Syddjurs Kommune:

  • Hornslet Skole: Skolehaven Hornslet Skole - 83.000 kroner
  • Helgenæs Naturefterskole: Naturundervisningsrum -175.900 kroner
  • Halling Folkepark: Halling Folkepark - 44.300 kr.oner
  • Danmarks Jægerforbund: Inventar i Jagtens Hus - 937.000,00 kroner