Kendt folk- og rockband spiller Jeppe Aakjær sange i Rønde
Djursland Spillemænd markerer Spil-dansk-dagen med en koncert med Jeppe Aakjær sange på Kulturhotellet i Rønde
Kan man finde på noget mere dansk at spille end Jeppe Aakjær, men havde man lige set komme, at det var veteran folk-rock bandet Djursland Spillemænd, som skulle stå for koncerten? Så tjek det ud på KulturHotellet på Spil-dansk-dagen torsdag 3. november, hvor Djursland Spillemænd giver koncert og spiller en række markante Jeppe Aakjær sange.
Djursland Spillemænd, som gennem mange år har været kendt for blomsterbørnenes kampsang Christianitter – Jyske Knejte og deres keltisk inspireret folk-rock kombineret med egne rocknumre, har nemlig en svaghed for den danske sangskat.
Derfor lå det ikke musikeren fjernt at markere bandets 40 års jubilæum for at par år siden med at indspille albummet ”Nu er dagen fuld af sang” med 12 kendte Jeppe Aakjær sange.
En gammel drøm
”Jeg har kendt Jeppe Aakjærs sange siden min barndom. Med deres fine melodier og tekster vil de altid være en del af mit livs lydspor.”
Det siger Helge Sørensen, som gennem sit lange liv som guitarist og sanger i Djursland Spillemænd ellers mere har spillet og sunget folk og rock end Jeppe Aakjær sange.
Sammen med sin bror Carsten har Helge Sørensen været de gennemgående figurer i Djursland Spillemænd gennem 42 år.
De havde deres opvækst på Vivild Ungdomsskole, hvor deres forældre Harald og Mimi Sørensen var et markant forstanderpar i 70'erne.
”Hver gang vi var samlet på skolen, blev der sunget fra Højskolesangbogen,” siger Helge Sørensen om sit nære forhold til den danske sangskat.
Og det har været en gammel drøm for Helge Sørensen at indspille Jeppe Aakjærs sange, som har musik af Carl Nielsen og andre af tidens bedste komponister.
Med fuld besætning
Helge Sørensen har lavet arrangementerne til albummets 12 Jeppe Aakjærs sange, og her trækker han på bandets store bredde inden for rytmisk musik.
”I mine arrangementer indgår alle de genrer, som vi spiller – lige fra folk, rock, jazz, blues til country,” siger Helge Sørensen.
Djursland Spillemænd stiller til koncerten på Spil-dansk-dagen på KulturHotellet i fuld besætning med Helge Sørensen, guitar og vokal, Carsten Sørensen, bas, Dave Glowatsky, violin, Jette Mark, vokal, Per Kolling, trommer og Rasmus Stenholm på Hammond B3.